Skadestuen på Regionhospitalet Horsens tester i øjeblikket en ny AI-teknologi, som kan hjælpe klinikere med at spotte knoglebrud og ledskred på røntgenbilleder.

19.09.24

Billeder venligst udlånt af Human Bytes, som står bag SmartUrgencies. Firkanterne markerer, hvor AI har fundet noget, der kan være et brud.

Lægerne i Skadestuen på Regionshospitalet Horsens får nu muligheden for at få et ekstra sæt øjne på deres røntgenbilleder i forbindelse med mistanke om knoglebrud.

- Vi tester den nye AI-teknologi for at få mere viden om, hvordan algoritmen fungerer i praksis, og hvilken værdi den kan give på vores skadestue, siger afdelingslæge Nicoline Kirk Bro fra Akutafdelingen på Regionshospitalet Horsens.

-Vores forventning er, at AI-teknologien har potentialet til at understøtte mindre erfarne læger i at identificere knoglebrud og ledskred. Det kan fx være vores KBU-læger og introlæger, som vil have gavn af det ekstra sæt øjne. Værktøjet er ikke på højde med en røntgenlæge, men det er tæt på, siger Nicoline Kirk Bro med reference til den normale arbejdsgange, hvor en radiograf eller røntgenlæge altid ser røntgenbillederne igennem enten i situationen eller efterfølgende.

Og så er algoritmen hurtig. Den leverer sin analyse på bare få minutter.

Trænet på 1,5 mio. røntgenbilleder

Den nye AI-baserede teknologi ’SmartUrgencies’, som testes her i Horsens, er trænet på 1,5 mio. billeder fra franske skadestuer. Løsningen kan analysere hele skelettet (undtagen kranie og rygsøjle) for brud og ledskred på patienter helt ned til et år. 

Røntgenbilleder taget på Skadestuen i Horsens indgår imidlertid ikke i den videre træning af algoritmemen. Det følger af dansk lovgivning, at løsningen skal være statisk.

I praksis leveres den nye beslutningsstøtte som en firkantet markering på en kopi af det originale røntgenbillede, hvis AI-teknologien har fundet noget, der ligner et brud. Såfremt AI-teknologien er i tvivl om, hvorvidt der kunne være et brud, gives en særlig markering.

Fra ide til test

Læger og forskere fra Regionshospitalet Horsens tog initiativ til at afprøve kunstig intelligens på Skadestuen tilbage i 2022.

-Det er enormt tilfredsstillende at se, at AI løsningen nu er i drift. For som med mange nye tiltag, så har vejen fra idé til implementering været lang og snørklet. Dejligt at det lykkedes os at løse de tekniske og juridiske spørgsmål, vi mødte undervejs, siger forskningsansvarlig overlæge Ulrick Skipper Espelund fra Bedøvelse, Operation og Intensiv.

Sideløbende med Horsens-testen afprøver Skadestuen på Aarhus Universitetshospital en anden AI-teknologi. Horsens har sammen med Skadestuen i Aarhus samt Indkøb og Medicoteknik bidraget til planlægningen af den regionale afprøvning af de forskellige AI-løsninger.

-Vi vil rigtig gerne måle på, om de forskellige AI-løsninger hjælper patienter og personale, eller om pengene er bedre brugt andetsteds. Derfor indsamler vi nu systematisk viden på tværs af de regionale projekter, fortsætter Ulrick Skipper Espelund.

Testperioden af beslutningsstøtteværktøjerne løber de næste seks måneder. I perioden vil alle røntgenbilleder fortsat blive set igennem af en radiograf eller røntgenlægen.

Kontakt

Ulrick Skipper Espelund

Overlæge, ph.d og lektor
Tlf. 6167 1090
ulrick.espelund@rm.dk