Vi fejrede det sidste hold af lægesekretærelever
Fejringen af dette års nyuddannede lægesekretærer markerede samtidig afslutningen på en æra. Elevuddannelsen erstattes nemlig af en professionsuddannelse.
22.08.24
De nye lægesekretærer er fra venstre Sandeep, Malene, Luca, Camilla og Cecilie samt uddannelsesleder Camilla Mølsted Christensen. Et par enkelte lægesekretærer bliver først færdige til foråret 2025 bl.a. på grund af barsel.
Igennem mange år har vi på festligste vis markeret, når et nyt hold af lægesekretærelever var færdiguddannede.
Det gjorde vi også onsdag den 21. august. Men dagen markerede samtidig afslutningen på en æra.
Lægesekretæruddannelsen er nemlig godt på vej til at blive erstattet af en ny professionsuddannelse til sundhedsadministrativ koordinator. Og dagens fem midtpunkter udgjorde derfor det sidste hold lægesekretærer, som hospitalet kommer til at uddanne.
- Som lægesektærer er I med til at binde det hele sammen lige fra den første patientkontakt i telefonen til booking og registrering af al patientdata. Jeres rolle udgør hjertet af sundhedsvæsenets maskineri, sagde ledende lægesekretær Anna Krogh Rørstrøm til de nye lægesekretærer.
Hun fremhævede også de massive teknologiske forandringer, som lægesekretærernes arbejde har gennemgået – fra dengang, alt blev skrevet i hånden og til i dag, hvor alle arbejdsgange enten er digitale eller understøttes af teknologiske løsninger.
Dagens fejring bød også på taler fra uddannelsesleder Camilla Mølsted Christensen, som nu har været med til at uddanne i alt 90 lægesekretærer til hospitalet. Og endelig havde de nyuddannede lægesekretærer også forberedt både en tale og en sang.
Et stort tillykke til de nye lægesekretærer, som alle sammen har fået et job enten her eller i Psykiatrien Horsens!
Kontakt
Camilla Mølsted Christensen
Uddannelsesleder for lægesekretæruddannelsen samt sundhedsadministrativ koordinatorstuderende
Camilla.Juhl.Christensen@horsens.rm.dk
Tlf. 7842 5219