Hepato-epidemiologisk forskning indenfor autoimmune leversygdomme
Ved Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Horsens foregår der behandling af og også forskning indenfor de autoimmune leversygdomme – autoimmun hepatitis og primær biliær cholangitis (tidligere betegnet primær biliær cirrose). Sygdommene er relativt sjældne, men patienterne har oftest behov for årelang medicinsk behandling og opfølgning, idet ubehandlet sygdom kan have en dårlig prognose hvad angår sygelighed og dødelighed. Årsagen til sygdommene er overordnet set ukendt, og der er behov for mere forskning på området.
Vores formål med forskningen er at beskrive og fastlægge forekomsten af og prognosen ved de autoimmune leversygdomme, hvad angår sygelighed indenfor andre autoimmune sygdomme, cancer, graviditet samt dødelighed og at sammenligne med baggrundsbefolkningen. Vores formål er også at identificere risikofaktorer for udvikling af sygdommene og at afklare evt. sygdomskonsekvenser i familier med autoimmune leversygdomme.
På baggrund af pseudonymiserede data fra de nationale sundhedsregistre udfører vi landsdækkende register-baseret forskning af høj kvalitet omkring de autoimmune leversygdomme. Forskningen foregår i samarbejde med Lever- Mave- Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital, der varetager behandlingen af de mere komplicerede tilfælde af de autoimmune leversygdomme fra hele regionen. Forskningen sker med den overordnede hensigt at øge viden om sygdommen til gavn for patienterne, deres familiemedlemmer og de klinikere, der varetager behandlingen af dem.
Eksempler på forskningsprojekter kan ses under Lisbet Grønbæks forskningsprofil
Ansvarlig for forskningsområdet: Afdelingslæge, klinisk lektor, ph.d. Lisbet Grønbæk.
Kæmpecellearterit og polymyalgia rheumatica
I Gigtklinikken på Regionshospitalet Horsens bedrives særlig megen forskning indenfor kæmpecellearterit (autoimmun storkarsbetændelse) og polymyalgia rheumatica (muskelgigt). Forskningen sker både lokalt og i samarbejde med andre gigtklinikker nationalt og internationalt. Fokus for forskningen i kæmpecellearterit og polymyalgia er klinisk forskning, der søger at besvare klinisk relevante spørgsmål vedrørende diagnose, monitorering af sygdomsaktivitet og komplikationsrisiko, og hvis resultater på sigt kan implementeres i klinisk praksis. Herunder undersøger vi billeddiagnostiske metoders værdi og har et meget tæt samarbejde med Nuklearmedicinsk Afdeling og PET center, Aarhus Universitetshospital. Vi deltager også i opbygning og udvikling af et ny-etableret national forskningsregister, DANIVAS, for patienter med kæmpecellearterit og polymyalgia.
Der er tilknyttet en lektor ansat på Regionshospitalet Horsens, således at der kan understøttes ph.d. forløb.
Eksempler på forskningsprojekter indenfor kæmpecellearterit og polymyalgia kan ses under Berit Dalsgaard Nielsens forskerprofil
Ansvarlig for forskningsområdet: Forskningsansvarlig overlæge, klinisk lektor, ph.d. Berit Dalsgaard Nielsen