Hvem uddanner vi?

I Medicinsk Afdeling stræber vi efter høj kvalitet og professionalisme i et tværfagligt samarbejde om den fælles opgave. Samarbejdet med patienter, pårørende og hinanden understøttes af høj faglighed samt respekt og interesse for den andens perspektiv. Vi lægger vægt på et arbejdsmiljø med fokus på trivsel og udvikling for alle ansatte. Og vi lægger vægt på et fælles ansvar i et læringsmiljø med vejledning, sparring og konstruktiv feedback. Vi forventer åbenhed om fejl, som vendes til fremadrettet udvikling og læring.

I Medicinsk Afdeling uddanner vi:

  • Læger i introduktions- og hoveduddannelsesstillinger til de intern medicinske specialer
  • Medicinstuderende i 2., 7. og 9. semester
  • Sygeplejestuderende 1 - 7 semester jf. uddannelsesbekendtgørelse fra 1. september 2016.
  • Social- og sundhedsassistentelever i praktik 3 fra efteråret 2018.
  • Lægesekretærelever

Der er til den enkelte faggruppe tilknyttet en eller to uddannelsesansvarlig(e), som varetager den overordnede koordinering og planlægning af uddannelsen i Medicinsk Afdeling.

Der tilrettelægges kontinuerligt monofaglig undervisning indenfor rammerne af de medicinske specialer.

Introduktion af sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter

I hvert af de tre sengeafsnit, Medicinsk Sengeafsnit 1 & 2 og Hjertemedicinsk Sengeafsnit er ansat en sygeplejerske med funktionen som introduktions- og oplæringsansvarlig. Hun varetager foruden tilrettelæggelse og koordinering af forløbene også introduktion, vejledning og sparring. Alle nyansatte sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter introduceres og oplæres med afsæt i afsnittets introduktionsprogram. Forløbene tilrettelægges individuelt ud fra den enkeltes kompetencer og behov. Der afholdes forventnings-, 2-måneders og 6-måneders samtaler med deltagelse af den nyansatte, oversygeplejersken og den introduktions- og oplæringsansvarlige sygeplejerske.

Lægers uddannelse

Vi uddanner læger i Introduktionsstilling til Intern Medicin, Hoveduddannelse i Almen Medicin, Hoveduddannelse i Intern Medicin: Endokrinologi, Lungemedicin, Reumatologi, Kardiologi, Geriatri og Gastroenterologi samt i Hoveduddannelse i Klinisk Farmakologi.

Alle læger under uddannelse er tilknyttet en hovedvejleder. Derudover er alle øvrige læger kliniske vejledere i forskellige læringssituationer. Lægers uddannelse foregår i hverdagen ved supervision. Uddannelsesprogrammer er beskrevet på Videreuddannelsesregion Nords hjemmeside. Individuelle uddannelsesplaner laves af den uddannelsessøgende i samarbejde med vejlederen. Arbejdsplanen lægges, så speciallæger arbejder sammen med uddannelseslæger. Der er afsat tid til vejledermøder hver 2. tirsdag morgen.

Uddannelse af sygeplejestuderende

I Medicinsk Afdeling har vi sygeplejestuderende på kliniske semestre på Hjertemedicinsk Sengeafsnit, Medicinsk Sengeafsnit 1 & 2, Geriatrisk Team samt i de medicinske klinikker.

De kliniske vejledere i sengeafsnittene og klinikkerne tilrettelægger uddannelsesforløbet for de enkelte studerende. De studerende følges enten med den kliniske vejleder eller daglige vejledere eller arbejder selvstændigt under vejledning og supervision.

I medicinsk regi afholdes fællesrefleksioner for de studerende på tværs af de enkelte afsnit. Denne varetages af de kliniske vejledere.

Uddannelse af social- og sundhedsassistentelever

I Medicinsk Afdeling uddannes social- og sundhedsassistentelever på de tre sengeafsnit Hjertemedicinsk Sengeafsnit og Medicinsk Sengeafsnit 1 & 2. I praktikken er der fokus på tværsektorielle overgange.

Der er i hvert afsnit ansat en til to kliniske vejledere, som tilrettelægger uddannelsesforløbet for de enkelte elever. Eleverne følges enten med den kliniske vejleder eller daglige vejledere eller arbejder selvstændigt under vejledning og supervision.

I praktikperioden arbejder eleven aktivt med at styrke koblingen mellem teori og praktik, samt øge evnen til refleksion.

I de enkelte afsnit afholder de kliniske vejledere refleksion, som både kan foregå individuelt eller som grupperefleksion.

Uddannelse af lægesekretærelever og Sundhedsadministrative koordinatorer (SAK)

I Medicinsk Afdeling har vi lægesekretærelever og SAK-studerende.

Da lægesekretæruddannelsen er nedlagt, vil vi kun have lægesekretærelever i afdelingen frem til august 2024, hvorefter vi udelukkende kommer til at have SAK-studerende.

Den elevansvarlige lægesekretær i Medicinsk Afdeling lægger individuelle praktikplaner for hvert ophold, hvori der afholdes forventnings-, midtvejs- og slutevaluering for at sikre, at elever og studerende får et optimalt fagligt udbytte med herfra.

I Medicinsk Afdeling gør vi os umage med vores elever og studerende, og alle lægesekretærer i afdelingen bidrager til oplæringen.

Kontakt

Uddannelsesansvarlige

Social- og sundhedsassistentelever

Trine Kvist-Hoffmann
Tlf.: 4025 2675
Mail: trihof@rm.dk

Sygeplejersker

Trine Norlund Nielsen
Tlf.: 7842 5227
Mobil: 2212 7806
Mail: Trine.Nielsen@horsens.rm.dk

Læger

Anne-Lene Riis
Tlf. 7842 6875
Mail: annlenri@rm.dk

Christian Møller Sørensen
Tlf.: 7842 6709
Mail: chstsere@rm.dk

Lægesekretærelever og Sundhedsadministrative koordinatorer (SAK)

Sine Kjær Jensen
Tlf. 7842 6856
Mail: sinjesen@rm.dk