En god introduktion til afdelingen er vigtig
En god introduktion skal understøtte, at uddannelseslægen føler sig velkommen, lærer at finde rundt i afdelingens rammer og bliver bekendt med afdelingens formelle såvel som uformelle kutymer. Introduktion på afdelingsniveau skal give de nyansatte de værktøjer, der skal til, for at de hurtigst muligt kommer til at fungere som værdifulde medarbejdere, der aktivt, sikkert og selvstændigt tager del i afdelingens opgaveløsning. Herved forsøges at sikre, at den nyansatte uddannelseslæge tidligt kan koncentrere sig om det kliniske arbejde, herunder egen læring.
Før tiltrædelsen
Vi tilstræber, at uddannelsesteamet før tiltrædelse af ny uddannelseslæge udsender:
- Velkomstbrev med angivelse af mødested og tid på den første arbejdsdag, navn på den nyansattes vejleder, ledende overlæge og uddannelses-ansvarlige overlæge
- Formaliseret introduktionsprogram for afdelingen
- Arbejds-/vagtplan med kontaktperson
- Oplysninger om afdelingen, vagtinstrukser/funktionsbeskrivelse, uddannelsesprogram
- Angivelse af nøglepersoner i afdelingen.
Ved tiltrædelsen
Et formaliseret introduktionsprogram skal tilbydes alle nyansatte uddannelseslæger på afdelingen. Programmet skal være differentieret i forhold til den nyansatte læges uddannelsesniveau. Den uddannelsesansvarlige overlæge er ansvarlig for udarbejdelse af programmet og dets gennemførelse. Programmet kan typisk strække sig over en uge.
Det er anbefalelsesværdigt at lave en tjekliste, så afdelingen sikrer, at uddannelseslægen kommer igennem alle punkterne i introduktionsprogrammet. Ligesom det er en god ide at udpege en kolleger, herunder UKYL til at varetage dele af introduktionsprogrammet, da denne ofte har mere frisk hukommelse for forhold, som er af stor betydning for den nyansatte.
Introduktionsprogrammet kan indeholde:
- Velkomst med præsentation af kolleger.
- Anvisning af skrivebord, posthylde, omklædning, kittel samt udlevering af password til IT og navneskilt.
- Præsentation af afdelingen herunder andre personalegrupper.
- Ledelsen, organisatoriske forhold herunder en orientering om stående udvalg i afdelingen.
- Arbejdstilrettelæggelse og vagtforhold.
- Sekretærfunktion (EPJ, journalføring).
- Internt og eksternt samarbejde (papirgange, henvisninger, rundvisning og præsentation af afdelinger, der er et tæt samarbejde med)
- Faglig introduktion for de yngste læger evt. i form af undervisningsseancer.
- Katastrofeplan, diverse akutte funktioner.
- Visitations- og modtageprocedurer.
- Gennemgang af konference- og mødeplan.
- Forskningsmulighed (evt. ved professor/lektor).
- Orientering om gode læringsforløb på afdelingen.
- Praktiske forhold (telefon- og kaldesystem, IT, vagtværelser, sygemelding, kursusansøgning, løn m.m.)
- Følgevagter og introduktion til forskellige funktioner.