KBU-stillinger
På Regionshospitalet Horsens er det muligt at få første KBU-ansættelse på akutafdelingen, Hjertesygdomme og Kirurgi.
Anden ansættelse foregår i almen praksis.
Vi opretter stillingsnumre svarende til 16% af den andel KBU-lægerne, der tildeles Region Midt.
Hjertesygdomme og Kirurgi tildeles hver især 4 årsværk svt. 8 KBU-ansættelser af 6 måneders varighed. Akutafdelingen tildeles øvrige KBU-ansættelser - læs mere her: Rammer og retningslinjer KBU VUR Nord 2019.pdf
Læs om afdelingernes svar på spørgsmål fra Dagens Medicin i Regionshospitalet Horsens
Læs mere her:
I Klinisk basisuddannelse for læger (KBU’en) bruger lægen den opnåede viden fra lægeuddannelsen på universitetet. Efter afsluttet og godkendt KBU kan lægen søge om tilladelse til selvstændigt virke, som der skal være opnået før det efterfølgende introduktionsforløb i speciallægeuddannelsen kan blive godkendt.
Målbeskrivelse:
Bekendtgørelse:
Vejledninger:
Akutafdelingen
Om at være KBU på Akutafdelingen, Regionshospital Horsens
Som ny KBU-læge starter man med et 2-dages intro-program, der er fælles for alle nye ansatte med introduktion til sygehuset, herunder introduktion til EPJ. Herefter er der 4 dages afdelingsspecifik introduktion, hvor læger, sygeplejersker og sekretærer underviser i typiske sygdomme man møder i akutafdelingen, vagtarbejde, journalføring og meget mere. Her hører rundvisning på hele afdelingen med.
Efter et grundigt intro-program er man klædt på til at deltage i det daglige arbejde; de første par dage som følgevagt med en mere erfaren KBU-læge. KBU-lægerne går typisk i forvagtslaget, hvor man ofte er den første læge, patienten møder på sygehuset, og alle patienter konfereres med en mellem- eller bagvagt. KBU-lægerne optager journaler og udarbejder senere i forløbet 4-timers planer, samt går stuegang.
I Akutafdelingen møder man en bred vifte af sygdomme inden for alle specialer. Udover dette dækker KBU-lægerne - i samarbejde med Ortopædkirurgiske speciallæger - Skadestuen, hvor der er rig mulighed for at se Ortopædkirurgiske patienter. Man er som forvagt desuden en del af medicinske kald, hjertestopholdet og traumekald.
Afdelingen er delt ind i 2 zoner, i hver zone sidder der en bagvagt, en mellemvagt og en forvagt i dagstid. Om natten er der ligeledes en forvagt, mellemvagt og bagvagt fysisk til stede. Man er således aldrig alene som forvagt. En typisk hverdag starter med morgenkonferencen, herefter undervisning i en halv time, hvorpå der er tavlemåde og planlægning af dagens arbejde.
Der er rig mulighed for at lægge ultralydsvejledte PVK og A-gas og - ved interesse - lave bedside fokuseret ultralyd. Der tilbydes online oplæring i sidstnævnte, samt relevant supervision.
Man får tilknyttet en hovedvejleder, som man afholder minimum 3 samtaler med: Introduktions-, justerings- og slutsamtale. De mere erfarne kolleger er altid villige til at komme med feedback og hjælpe én, hvis man står i svære situationer i det daglige arbejde. Desuden skal der under opholdet udfyldes kompetencevurderingsskemaer, hvor KBU-lægen får mere formaliseret feedback. Afdelingen afholder halvårligt invers feedback, hvor yngre kolleger giver feedback til mellem- og bagvagters supervision.
Socialudvalget blandt de yngre læger planlægger og inviterer til arrangementer, som bouldering, paddle tennis eller fællesspisning.
Læs mere i Uddannelsesprogrammet
Hjertesygdomme
At være KBU i Afdeling for hjertesygdomme
Som KBU-læge på Afdeling for hjertesygdomme får man et solidt udgangspunkt for sit lægevirke.
Man er på Afdeling for hjertesygdomme, hvor man træner sine evner for en grundig og effektiv journaloptagelse og objektiv undersøgelse. Der er gode muligheder for supervision af den vagthavende mellemvagt. Sammen med mellemvagten televisiterer man patienter med ondt i brystet, mens de er under akut transport og vurderer, om de kan have gavn af at blive modtaget i kardiologisk regi.
Ud over sengeafsnittet, hvor man har mulighed til at få erfaring med et vidt spekter af sygdomme (hjertepatienter fejler mange andre medicinske sygdomme), procedurer (f.eks. DC-konvertering) og trænet sin lægerolle som professionel, kommunikator og samarbejder, har man som KBU også mulighed for at skaffe sig erfaring med ambulant opfølgning. I hjertemedicinsk ambulatorium kan man blandt andet være med til at følge op på patienter efter et hjerteinfarkt. Her trænes også de kommunikative evner med patienter og deres pårørende.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har haft en helt vild udvikling i Horsens, og at denne start på lægelivet passede mig helt perfekt, da jeg ingen vikariat-stillinger havde, inden start. Man starter blødt med god backup, og efterhånden som man er rustet til at påtage sig mere og mere ansvar, og viser det aktivt, kan man på afdeling for hjertesygdomme, også som KBU-læge, blive ret komfortabel i lægekitlen.
Læs mere her: Uddannelsesprogrammer for Klinisk Basisuddannelse - Videreuddannelsesregion Nord
Kirurgi
At være KBU i Kirurgi v. Michala Høeg Norsell, KBU-læge 1.5.2026 – 31.10.2026.
Som KBU-læge i Kirurgi får man en rigtig god start på lægelivet. Man lærer at vurdere akutte patienter, tage egne beslutninger under supervision, samarbejde med mange forskellige faggrupper og får samtidig en masse erfaring på operationsgangen.
På afdelingen starter vi to KBU-læger ad gangen. De første to uger består af introduktion til både sygehuset og afdelingens forskellige funktioner, så man kommer godt fra start og lærer afdelingen at kende.
Som KBU-læge varetager man forskellige funktioner, herunder kirurgisk mellemvagt, stuegang, ambulatorium og operationsassistent. Som mellemvagt ser man akutte kirurgiske patienter i Akutafdelingen i tæt samarbejde med bagvagten, varetager akutte problemstillinger på sengeafdelingen og assisterer ved operationer, både på den centrale og den dagkirurgiske operationsgang. Der er desuden gode muligheder for at blive oplært i mindre kirurgiske indgreb og procedurer - afdelingens læger er meget engagerede i at lære fra sig.
Man møder en bred vifte af kirurgiske problemstillinger – fra akutte AHA-patienter med ileus og tarmperforationer, til mere kroniske problemstillinger som hernier, galdestenssygdom og reflux. Der er altid mulighed for at konferere med en senior læge, uanset hvilken funktion, man varetager, og supervision bliver prioriteret højt. Det giver en stejl læringskurve, hvor man hurtigt udvikler sig fagligt og bliver mere sikker i at træffe egne beslutninger.
En af afdelingens store styrker er det gode arbejdsmiljø. Der er en rigtig god stemning og en uformel omgangstone uden en udtalt hierarkisk opdeling. Det gør at det er nemt at falde ind og blive en del af fællesskabet, uanset hvilket lægefagligt niveau man kommer med. Der er samtidig gode muligheder for at udvikle sig fagligt og tilegne sig forskellige kompetencer afhængigt af ens interesser – hvad enten man er mest interesseret i akutte patienter, operationsgang, procedurer, ambulatorium eller stuegang.
De første tre måneder arbejder man kun på hverdage i dagtid. Herefter indgår man også i afdelingens øvrige mellemvagtslag med weekenddagvagter samt aften- og nattevagter. Der er gennemsnitligt ca. to aften-/nattevagter og to weekenddagvagter om måneden. Derudover er der mulighed for at deltage i undervisning og konferencer på afdelingen.
Hvis man brænder for både simple og komplekse patienter, trives i en hverdag, hvor tempoet kan skifte fra det akutte til det mere planlagte, og måske især hvis man er kirurgisk interesseret, er en KBU i Kirurgi i Horsens et rigtig godt valg.
Læs mere her: Uddannelsesprogram