Bente i køkkenet web.jpg

01.12.22

Da Bente Sigersted Lauritsen blev ansat som medhjælper i 1977, lå køkkenet i hospitalets Service- og Logistikbygning, og køkkenmedhjælperne stod side om side ved et stort bånd og anrettede patienternes mad.

- Der var fx en medarbejder, som udelukkende satte varme tallerkner på bakkerne, mens en anden øste sovs op og en tredje lagde kød på. Det var en anden tid, men også dengang elskede jeg at komme på arbejde. Jeg har nemlig været så privilegeret at få lov til mange forskellige ting igennem årene, og derfor har jeg ikke haft noget behov for at skifte til en anden arbejdsplads, fortæller Bente.

Dengang i slutningen af 70'erne havde hospitalets køkken ca. 60 ansatte til at tilberede og anrette maden til den enkelte patient.

- Så kom der en tid, hvor vi fik mest muligt færdiglavet mad udefra. Jeg kan fx huske, at supper og sovser blev lavet af pulver. I dag er vi tilbage ved noget af det oprindelige, hvor alt mad er tilberedt fra bunden, og hvor vi bruger rub og stup af alle indkøbte råvarer. Fagligheden er kommet langt mere i fokus end tidligere, og ved hjælp af bl.a. vores egen kok, bager og konditor får vi løbende udviklet på koncepterne, forklarer 45 års jubilaren.

Bindeled mellem køkkenet og afdelingerne

Bente Sigersted Lauritsen blev oprindelig ansat som medhjælper og tog efter sytten år uddannelsen til køkkenassistent (det, der i dag hedder ernæringsassistent). Igennem årene har hun også være tillidsrepræsentant og er i dag kostkonsulent i et team sammen med diætist Mia Rasholt.

- Jeg er bindeled mellem køkkenet og sengeafsnittene, fx tager jeg feedback med tilbage til køkkenpersonalet. Det er også mig, som står for praktiske med bestilling af mad til afdelingerne, så der altid er de mængder, de skal bruge i deres egne køkkener, fortæller Bente, som ser på køkkenets omstilling til økologi som en spændende udfordring.

- Det er en anden måde både at købe ind og sammensætte maden på – også med henblik på at undgå madspild. Fx bruger vi rigtig mange af årstidens grøntsager, bønner og linser i retterne. Det tager dog tid at få folk til at vænne sig til at spise en anden slags mad, men vi er kommet rigtig langt med økologien, konstaterer Bente.

En kollega, som spreder smil

Af kolleger og ledere bliver Bente betegnet som en yderst stabil, loyal og arbejdsom medarbejder, der altid er i godt humør og derfor spreder masser af smil både i køkkenet og blandt de samarbejdspartnere, hun møder på sin vej.

- Selv om jeg nu er blevet 63 år, så kunne jeg slet ikke forestille mig at stoppe med at arbejde.

- Det kan jeg lide mit arbejde alt for godt til. Men jeg har fået nogle seniorprivilegier, så jeg ikke arbejder så ofte om aftenen som tidligere, og denne jul har jeg faktisk for første gang nogensinde fri i dagene mellem jul og nytår. Det glæder jeg mig da helt til.

Stort tillykke med jubilæet!

Kontakt

Karen Bundgaard
Konstitueret leder af Hospitalskøkkenet
Tlf. 7842 7431
KABUJE@rm.dk