26.09.22

Som følge af de høje råvarepriser gennemfører Hospitalskøkkenet nu ligesom andre steder prisstigninger i kantinen. Sideløbende vil Køkkenet komme med nye tiltag i forhold til udvalget.

Priserne på de råvarer, som hospitalets køkken bruger i kantinedriften, er steget voldsomt i løbet af de seneste år.

Derfor hæver Køkkenet nu salgspriserne i kantinen med i gennemsnit 15%.

Enkelte menuer stiger lidt mere i pris for at dække de reelle udgifter til de anvendte råvarer, mens andre menuer ikke stiger lige så meget. Fx vil en sandwich fremover koste 25 kr. mod tidligere 19 kr., hvorimod en skål suppe ikke stiger i pris.

De nye priser træder i kraft pr. 1. oktober 2022.

Nye tiltag i forhold til udvalg

Sideløbende med de ændrede priser vil Hospitalskøkkenet afprøve forskellige nye tiltag i forhold til udvalget.

Fx tester køkkenet aktuelt muligheden for, at brugerne af kantinen kan sammensætte deres menu af forskellige mindre retter og for at vælge forskellige portionsstørrelser.

Ligeledes arbejder Køkkenet med at tilbyde et større udvalg uden for kantinens åbningstid. Der vil derfor blive ændret på udvalget i automaterne samt opstillet et køleskab med forskelligt mad og drikke. Her betales med mobilepay.

- De nye tiltag testes på baggrund af input fra medarbejderne og en dialog, vi bl.a. har haft med hospitalets Med-Udvalg HMU. Vi forsøger på den måde løbende at imødekomme medarbejdernes ønsker, såfremt det er muligt, siger konstitueret leder af Hospitalskøkkenet Karen Bundgaard.

De nye tiltag opfylder fortsat de regionale målsætninger om nedbringelse af CO2-udslip og madspild. Derudover følger konceptet også Sundhedsstyrelsens kostråd, som Hospitalskøkkenet er forpligtet til at opfylde.