05.10.22

Hospitalets indsatsplan for beredskabshændelser med kemiske, biologiske, radioaktive, nukleare eller eksplosive stoffer blev testet og trænet ved en fuldskalaøvelse den 4. oktober. Øvelsesdagen blev både spændende og lærerig.

Se billeder fra øvelsen nederst i artiklen.

Det begynder med flere opkald til 112 om først ildspåsættelse og senere flere tilskadekomne i forbindelse med en demonstration i Horsens.

Senere viser det sig, at flere demonstranter, som kommer ind til behandling på hospitalets akutafdeling, er blevet forurenede med et farligt og ætsende stof. Og dermed er hospitalets indsatsplan for de såkaldte CBRNE-hændelser (kemiske, biologiske, radioaktive, nukleare og eksplosive stoffer) aktiveret.

Scenariet var – heldigvis – kun en øvelse, men det blev gennemspillet ret så autentisk af nøglefunktionerne i hospitalets beredskabsorganisation, afdelingernes beredskabsvagter og af eksterne figuranter, som agerede tilskadekomne.

Målet med storskalaøvelsen er at stå helt skarpt i det tilfælde, at øvelsesscenariet en dag bliver til virkelighed.

- Øvelsen gav os mulighed for at øve kommunikationen i en beredskabssituationen og videre alarmering ud i organisation samt visitation og triagering af patienter på ambulancerampen. Samtidig fik vi testet, hvordan vi kan skylle patienter, som er blevet forurenede, fortæller Kristina Green Lauridsen, som var øvelsesleder på dagen i samarbejde med repræsentanter fra Præhospitalet, Region Midtjylland.

Øvelse gør mester

Inden kl. 12 var alle patienter færdigbehandlede, og beredskabet kunne afblæses.

- Vi får med sådan en øvelsesdag nyttig viden om flere af de elementer, der fungerer godt, og hvor vi eventuelt skal justere lidt til næste gang både i forhold til øvelse og virkelige hændelser, fortæller Kristina Green Lauridsen.

Det er Regionsrådet i Region Midtjylland, som har besluttet, at der skal gennemføres beredskabsøvelser to gange årligt i form af hhv. en planspilsøvelse og en storøvelse med eksterne samarbejdspartnere.