02.05.2022

hospitalspræsterne.jpg

Når vi som mennesker rammes af sygdom, følger det ofte med, at vores fundament rystes og vores tanker og følelser krakelerer. Her kan hospitalets præster være til stor gavn for patienter og pårørende. 

At få stillet en diagnose eller at gennemgå et behandlingsforløb kan medføre angst og sorg, og skabe et øget behov for eksistentiel omsorg. I sådanne tilfælde kan det være rart, at snakke med et medmenneske, som ser bort fra ens diagnose, behandling samt prognose, og som ikke har følelser involveret i sygdomsforløbet. 

På Regionshospitalet Horsens har alle patienter og pårørende mulighed for at få en samtale med en af hospitalets to præster, Line Rudbeck og Naja Bisgaard Krogh. Her er der rum for, at snakke om de ting, som presser sig på i de svære tider. Samtalerne med hospitalspræsterne behøver ikke at være religiøst funderet.

- Nogle vilkår kan vi ikke ændre på, og derfor er vi nødt til at snakke sammen om dem. Her har vi som præster et sprog, hvor vi åbent, ærligt og fortroligt kan snakke om emner som er svære som f.eks. døden, fortæller Line Rudbeck.

Præst med fokus på graviditetsområdet  

Hospitalspræst Naja Bisgaard Krogh er ansat til at have et særligt fokus på gravide, barslende og par i fertilitetsbehandling.

- Kommende og nybagte forældre kan have brug for at tale om de tanker, følelser og bekymringer, som fylder, når man skal være forældre, eller når man tvivler på, om man nogensinde får et barn. Mange oplever angst og tanker omkring livets sårbarhed og det ansvar, som følger med. Det lytter jeg på og stiller spørgsmål til, forklarer Naja.

Line og Naja varetager også samtaler med personalet.

På selvbetjeningsreolen kan du finde en plakat samt pjece om hospitalspræsternes tilbud.