22.11.22

Godt 600 kolleger fra Region Midtjylland var 21. november samlet til den årlige Innovationsdag på Fængslet i Horsens. Formålet var at dele de gode idéer og blive klogere på systeminnovation.

VR-briller til smertedistraktion af børn, en sygeplejefestival og et nyt samarbejde, så flere patienter kan få vurderet, om de inhalerer deres medicin korrekt.

Det var blandt de mange initiativer og smarte løsninger, som blev præsenteret af klinikere på dette års innovationsdag holdt i fængslende omgivelser i hjertet af Horsens.

Godt 600 kollegaer fra Region Midtjylland var sammen om at dele de gode ideer til, hvordan vi får skabt mere sundhed, sammenhæng og kvalitet til gavn for vores patienter, pårørende, kolleger og medarbejdere.

På dagen var Regionshospitalet Horsens flot repræsenteret med mange forskellige eksempler på, hvordan vi griber nutidens udfordringer og gør dem til fremtidens løsninger.

De Horsens-løsninger, som blev præsenteret på dagen, var:

✔ Sammen om opgaven
✔ Virtual Reality simulation inden for basal genoplivning
✔ Sygeplejespillet (samarbejde med VIA University College)
✔ Virtual Reality briller som smertedistraktion til børn
✔ App til oplæringsforløb for nyansatte kolleger
✔ Tjek på inhalationen (samarbejde med Hospitalsapoteket Region Midtjylland)
✔ Sygeplejefestival.

Fire nøgler til systeminnovation

Charles Leadbeater, som har skrevet papiret 'Building Better Systems', gav bolden op i forhold til dagens tema 'Systeminnovation'. Altså hvor vi gentænker og innoverer et helt system.

Leadbeater introducerede til fire nøgler, vi har brug for, hvis vi skal forandre et system, nemlig purpose, power, relationsships og ressource flows. Oversat til dansk: Formål, magt, relationer og ressourcer.

I forhold til at gå til opgaven med at forandre systemer sagde Leadbeater bl.a.:

- Don’t ask what’s the problem and how do I fix it, start with what’s possible and who cares enough to create it.

Hvorefter Leadbeater gav en række eksempler på systemer, som er blevet ændret radikalt med henblik på bl.a. at opnå mere sundhed for flere indbyggere.

To priser for innovation

Region Midtjylland uddeler ifm. Innovationsdagen hvert år to priser - Initiativprisen og Smartprisen - til løsninger, der skaber værdi for borgeren.

Løsningen 'Tjek på inhalationen' fra Regionshospitalet Horsens og Hospitalsapoteket var nomineret til Smartprisen men vandt desværre ikke.

I år gik Initiativprisen til skaberne af en app, der modvirker medicinspild. Appen er udarbejdet i et samarbejde mellem Hospitalsapoteket og It i Region Midtjylland. Med app'en på telefonen kan man scanne lægemiddelpakningers QR-kode og få et overblik over medicinen og dens udløbsdato. I app'en kan man også registrere et lægemiddel som opbrugt, kasseret eller fritstillet. Det sidste betyder, at medicinen gøres tilgængelig for kolleger på andre afsnit på hospitalet, hvorved man undgår spild af medicin.

Smartprisen gik i år til et tværsektorielt samarbejde om borgere med sindslidelse og samtidigt misbrug. De får ofte hjælp både fra Psykiatrien i regionen og kommunens misbrugskonsulenter, bostøtter og sagsbehandlere. I Psykiatriens Hus i Silkeborg samler man derfor et tværgående team om borgeren, så der kan ydes en koordineret indsats til gavn for borgeren. Konceptet er udviklet i Holland og implementeret med succes i Silkeborg. Regionsrådet giver i år løsningen og menneskene bag Smartprisen for at tilpasse og implementere en løsning, der er opfundet et andet sted.

Begge priser ledsages af et beløb på 25.000 kroner. Pengene kan bruges på udvikling, for eksempel besøg af en ekstern eller intern specialist efter eget valg, studiebesøg eller andre relevante initiativer.

Tillykke til vinderne, de nominerede, de indstillede og allermest til de borgere, løsningerne gavner.