09.05.2022

Et samarbejde mellem Videnscenter for Ortopædkirurgisk Sygepleje (VIDOKS) og landets ortopædkirurgiske klinikere danner baggrund for udgivelsen af e-bogen "Sygepleje til den ortopædkirurgiske patient". To Horsens-ansatte har bidraget til bogen.

Bogen indeholder beskrivelser af sygeplejen til patienter inden for de hyppigst forekommende ortopædkirurgiske specialer. Formålet med bogen er at styrke den evidensbaserede praksis inden for ortopædkirurgisk sygepleje.

Specialeansvarlig sygeplejerske Sarah Taghinejad-Fadakar og klinisk specialist og fysioterapeut Birgit Rasmussen fra Regionshospitalet Horsens er blandt de klinikerne, som har være med til at skrive bogen. Sammen med tidligere udviklingssygeplejerske Selma Friis Overgaard har de skrevet kapitlet "Sygepleje til patienter med hoftenær fraktur".

- Bogen kan bruges som opslagsværk af både studerende, nyuddannede og garvede sygeplejersker. Ortopædkirurgi er et meget bredt speciale, og derfor kan alle løbende have behov for at læse op på forskelige patientforløb inden for de mange ortopædkirurgiske subspecialer, siger Sarah Taghinejad-Fadakar.

- Ud over det sygeplejefagligt specifikke giver bogen også et indblik i nogle af de biopsykosociale og eksistentielle bekymringer, som patienterne kan have. Bogen er derfor også meget relevant for andre faggrupper end blot sygeplejersker, supplerer Birgit Rasmussen.

Bogen er frit tilgængelig for alle og kan findes her: http://www.vidoks.dk/2302.aspx