28.04.2022

Anbefalingerne for brugen af test og mundbind i sundhedsvæsenet og på dele af socialområdet bliver lempet.

Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne dels for håndteringen af covid-19 i sundhedsvæsenet og dels for forebyggelse af smitte på plejehjem, botilbud mv. og i hjemmeplejen, så de svarer til den nuværende situation med nedadgående smittetal.

Det betyder, at besøgende og medarbejdere på hospitalerne og nogle sociale institutioner ikke længere behøver at bruge mundbind. Heller ikke ved tæt kontakt med patienter og borgere. Det er dog fortsat vigtigt, at medarbejderne følger de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, som findes i e-Dok.

Fremover er det kun personer med luftvejssymptomer (som forkølelse, hoste med videre), der fortsat anbefales at bruge mundbind i almen praksis, lægevagt og speciallægepraksis.

Lempelse af test før indlæggelse

På baggrund af de faldende smittetal, og forventet mindre smitte i sommerhalvåret, bortfalder anbefalingen om screeningstest af alle akut indlagte, patienter med indlæggelse over 24 timer og patienter forud for ambulante forløb som udgør en særlig risiko.

Af hensyn til den epidemiologiske overvågning anbefales det at PCR-teste alle akut indlagte intern medicinske patienter over 18 år. Og ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det, at PCR-teste alle patienter, der udskrives fra sygehus til institutioner.

De relevante regionale retningslinjer i e-Dok opdateres snarest.