13.02.22

Bedøvelse, Operation og Intensiv har netop haft inspektorbesøg. Resultatet er en meget flot evaluering af afdelingens uddannelsesindsats i forhold til yngre læger.

Inspektorerne fra Sundhedsstyrelsen besøger løbende hospitalsafdelinger over hele landet for at evaluere kvaliteten af afdelingernes uddannelsesindsats.

Denne gang var det hospitalets afdeling for Bedøvelse, Operation og Intensiv, som inspektorerne besøgte med henblik på at vende hver en sten af afdelingens lægefaglige uddannelsesindsats. Resultatet er en meget positiv evaluering med masser af roser til afdelingen.

Inspektorrapporten beskriver en meget velfungerede uddannelsesafdeling. Bl.a. fremhæves alle afdelingens speciallæger og den uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) samt den uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) for at være meget engagerede i de yngre lægers uddannelse.

Afdelingen scorer 'særdeles god' på alle parametre på nær inden for tre temaer, hvor afdelingens indsats vurderes som 'tilfredsstillende'. Der er imidlertid tale om mindre ting, der kan gøre det gode uddannelsesmiljø endnu bedre.

Afdelingen fremhæves bl.a. for systematisk at sætte uddannelsen af yngre læger på de månedlige speciallægemøder og for at tilbyde skemalagt simulationstræning på både operationsgangen, intensiv, fødegangen og i akutafdelingen. Der er desuden regelmæssig træning i håndtering af luftvejskomplikationer og tværfaglig obstetrisk teamtræning for alle yngre læger.

- Evalueringen er et billede på flere års målrettet arbejde med uddannelsesindsatsen for yngre læger i afdelingen, siger oversygeplejerske Marie-Louise Ulsøe, som er leder af afdelingen i samarbejde med ledende overlæge Lisbet Tokkesdal.

- Vi ser, det har den ønskede effekt, og det er et kæmpe cadeau til alle afdelingens speciallæger og i særdeleshed det meget engagerede uddannelsesteam i afdelingen. Der skal lyde en stor tak til alle de medarbejdere, som bidrager til de gode uddannelsesforløb i det daglige.

I rapporten er der også ros til samarbejdet med og opbakningen fra afdelingsledelsen, hospitalets uddannelseskoordinerende overlæge samt hospitalsledelsen.

Næste inspektorbesøg forventes at blive gennemført i efteråret 2025.