17.11.22

Hospitalets MVU Ledergruppe skifter navn til Chefforum med sygeplejefaglig direktør. Navneskiftet gennemføres bl.a. for at markere, hvordan der er tale om lederforum på afdelingsledelsesniveau.

Da hospitalets MVU Ledergruppe holdt temadag den 17. november, markerede ledergruppen samtidig sit nye navn 'Chefforum med sygeplejefaglig direktør'.

- Navneskiftet gennemføres for at tydeliggøre, hvordan der er tale om et lederforum på afdelingsledelsesniveau. Samtidig ligger det nye navn bedre i tråd med de nye stillingsbetegnelser og titler, som blev indført i foråret, siger sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved.

- Med det nye navn viser vi fortsat, hvordan gruppen er et netværk af afdelingschefer med forskellige uddannelsesmæssige profiler som fx sygeplejerske, bioanalytiker og jordemoder, som hver især har et chefansvar for de faggrupper, de repræsenterer.

- Det illustrerede det gamle navn også. Vi måtte bare erkende, at det var svært at afkode, at MVU var en forkortelse for mellemlange videregående uddannelser, siger Mette Ringtved.

Netværket øger sammenhængskraften

I det nye Chefforum med sygeplejefaglig direktør samles alle afdelingschefer med primær reference til den sygeplejefaglige direktør, dvs. alle hospitalets chefsygeplejerker, chefbioanalytiker, chefterapeut, chefjordemoder samt hospitalets sundhedsfaglige forskningsleder.

- I gruppen drøfter vi strategi, ledelse og kvalitet på et overordnet niveau. Det er emner, der fylder for alle hospitalets afdelingschefer, men når vi samles i en lidt mindre gruppe, så kommer vi typisk dybere ned i drøftelserne og kan bringe nye perspektiver i spil på fx faglige ideer, siger chefsygeplejerske Anette Bäckström.

- Det øger også sammenhængskraften på tværs, når vi drøfter ledelse i fællesskab. Og netop en god sammenhængskraft er vi helt afhængige af for at kunne lykkes med fælles ledelse, som vi fx praktiserer i forbindelse med Sammen om opgaven, hvor flere forskellige fagpersoner som fx terapeuter, diætister og servicemedarbejdere nu indgår i vagterne på sengeafsnittene, siger Anette Bäckström.

Ledelsestilgangen er i fokus

For et par år tilbage bestod ledergruppen udelukkende af chefsygeplejersker (dengang oversygeplejersker). Det er således forholdsvis nyt, at gruppen er et fælles lederforum for afdelingschefer med flere fag.

- I netværket er vi fælles om at være på det strategiske niveau. Vi løser ikke opgaver men diskuterer, hvordan ledelsestilgangen skal være til opgaveløsningen, og det giver god mulighed for at få afklaret nogle ting fx omkring organisering, fortæller chefjordemoder Kathrine Medum Christiansen.

- Samtidig er det godt sparringsnetværk med andre afdelingschefer, som sidder med nogle af de samme udfordringer som én selv. Der er en klar fælles forståelse af, at netværket skal give værdi for alle, der er med, siger chefjordemoderen.

Foruden Chefforum med sygeplejefaglig direktør har hospitalet også fortsat et Sygeplejefagligt Råd, der – som navnet siger – er et monofagligt råd.