18.01.2022

 

Fremover skal Region Midtjyllands hjemmesider i højere grad være baseret på patientens præmisser og opfylde borgernes behov. Derfor skal regionens hjemmesider, herunder hospitalets hjemmeside, igennem en større omstrukturering i løbet af 2022. 

Regionens hjemmesider var i 2019 igennem et større servicetjek hos konsulentvirksomheden Novicell. Undersøgelsen tog udgangspunkt i brugertests og brugerinterviews lavet på en række patienter, pårørende og medarbejdere. Undersøgelsen viste, at hjemmesiderne ikke var tidssvarende, at brugerne havde svært ved at finde rundt samt, at brugerne ikke fandt den eftersøgte information. 

Fokus flyttes fra afsender til modtager

Da regionens hjemmesider er til for borgerne, skal en ny omstrukturering nu sikre, at fokus flyttes fra afsender til modtager. 

Indholdet på hjemmesiderne skal fremover være datadrevet, så indholdet er udvalgt efter borgernes behov, og at det er nemt for borgerne at finde den ønskede information. Derudover skal information, som ikke er målrettet borgerne, have en ny placering. Det kan f.eks. være indhold rettet mod fagfolk eller jobsøgende. 

Rent teknisk fortsætter Region Midtjylland på den samme platform (Episerver), men der vil blive ryddet op, omstruktureret samt komme nyt design. 

Webarbejdet samles på færre hænder

Omstruktureringen af hjemmesiden betyder også en ny weborganisering. Fremadrettet vil arbejdet med web samles på færre hænder, da det kræver specialistviden at levere og opbygge webindhold på et højt fagligt niveau. 

Den nye weborganisering betyder derfor, at vi kommer til at gå fra at have mange webredaktører til at have få bedre uddannede redaktører. Herved sikres højere kvalitet og sikkerhed, ensartethed samt en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Alle afdelinger vil desuden hver få en indholdsleverandør, som skal stå for at koordinere og samle det faglige indhold til webredaktørerne.