Lægerne RPA web.jpgAfdelingslæge Peter Wulff Jakobsen og uddannelsesansvarlig overlæge Christian Møller Sørensen har været med til at udvikle den nye RPA-robot.

26.09.22

I Klinik for Gigtsygdomme hjælper en RPA-robot nu med at identificere de prøvesvar, som ligger inden for normalværdierne. Det betyder, at det kliniske personale kan koncentrere sig om de øvrige ca. 50 % af prøverne, hvor svarene kræver en klinisk vurdering.

Hver dag tager personalet i Klinik for Gigtsygdomme, Medicinsk Afdeling, ca. 50 ens blodprøver, som primært analyseres for, hvor godt patienterne tåler den ordinerede medicin.

Blodprøvesvarene bliver efterfølgende sorteret i en gruppe af prøvesvar, som ligger inden for normalværdierne, og en gruppe, som kræver en nærmere klinisk vurdering.

En nyudviklet RPA-robot kan nu hjælpe med denne sortering af prøvesvar.

På baggrund af værdier, som personalet har fastsat, kan robotten udpege og godkende de prøvesvar, som ikke behøver yderligere opfølgning, og de prøvesvar, som sygeplejersken skal se nærmere på.

- RPA-robotten letter sygeplejerskernes arbejdsgang en smule, fordi det nu kun er halvdelen af prøverne, de skal se igennem. Til gengæld ved de, at der er noget at kigge nærmere på i alle de ca. 25 prøver, som er tilbage, forklarer lægerne Christian Møller Sørensen og Peter Wulff Jakobsen, som har været med til at udvikle den nye RPA-løsning i samarbejde med hospitalets afsnit for Sundheds-it og konsulentfirmaet Carve Consulting.

Grovsorteringen sker automatisk

Den proces, som robotten kan varetage, kører nu automatisk hvert døgn, så sorteringsarbejdet er gjort om morgenen kl. 7.30. Herfra er de resterende prøvesvar klar til at blive behandlet manuelt.

Det er prøvesvarene i Biokemi (MidtEJP), som robotten tjekker igennem, og der er derfor primært tale om svar på blodprøver men også enkelte urinprøver.

- Sygeplejerskerne skal bruge færre klik til opgaven end tidligere og har været ærgerlige, når vi har haft en pause i testkørslerne med den nye robot. Bl.a. derfor har det også været positivt, at udviklingsprocessen har foregået i sprint over en kortere periode. Det har betydet, at vi hurtigt har kunnet tage løsningen i brug, siger de to læger.

- De koncentrerede sprints har sikret hurtige afklaringer og en effektiv udviklingsproces, hvor vi som konsulenter har haft god adgang til de faglige kompetencer uden oplevelsen af, at vi forstyrrede eller var til gene for det vigtigste – nemlig det faglige arbejde i klinikken, fremhæver konsulent Mads Buch Andersen fra Carve Consulting.

En RPA-robot står for Robotic Process Automation og dækker over software, der kan programmeres til at automatisere simple og gentagne processer.

I Klinik for Gigtsygdomme får langt de fleste patienter taget de samme blodprøveanalyser hver 4.-12. uge, hvorfor robotten kan sættes op til at automatisere processen med sortering af prøvesvar.

Vil du vide mere, så kontakt Sundheds-it på hospitalet.