26.08.22

Hospitalets fertilitetsklinik kan i løbet af oktober tilbyde tidlig og forebyggende rådgivning om fertilitet.

Det nye tilbud henvender sig til kvinder i alderen 18-40 år og mænd i alderen 18-45 år, og det er både enlige og par, som nu har mulighed for at få en faglig vurdering af deres frugtbarhed.

Det kræver ikke nogen henvisning at benytte sig af tilbuddet, men det er en forudsætning, at begge parter eller den enlige er bosiddende i Region Midtjylland, ikke har et allerede kendt fertilitetsproblem, ikke har forsøgt at blive gravid inden for det seneste år, ikke har en gynækologisk sygdom og ikke ønsker vejledning om prævention.

- I dag har vi ikke et rådgivningstilbud til gruppen af unge, som endnu ikke står med et aktuelt ønske om at blive gravide, men som gerne vil kende deres muligheder for at blive det i fremtiden, siger afdelingslæge og ph.d. Susanne Lund Kristensen fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Horsens.

- Med rådgivningstilbuddet kan både enlige og par få en vurdering af deres aktuelle mulighed for at blive gravide samt en vurdering af, hvordan deres fremtidige muligheder ser ud. Det er fx velkendt, at kvinders fertilitet falder med alderen, og i dag er det hvert 10. barn, som er født efter fertilitetsbehandling, forklarer Susanne Lund Kristensen.

Sådan foregår rådgivningen

For kvinder består rådgivningen af en samtale, en ultralydsscanning og en blodprøve, mens rådgivningen for mænd består af en samtale og en sædprøve.

Rådgivningen omfatter også vejledning om, hvad kvinden/manden selv kan gøre for at bevare evnen til at få børn bedst muligt. Et par kan fx også blive rådgivet til at gennemføre livsstilsændringer for at forbedre deres muligheder for at blive gravide.

Interesserede skal holde øje med Fertilitetsklinikkens hjemmeside, hvor der om kort tid vil være mulighed for at læse mere om tilbuddet og for at tilmelde sig rådgivningstilbuddet.