22.09.23

Medarbejdere og ledere, som har været med i alle de ti år, afdelingen er blevet ombygget.

Hospitalets akutafdeling har de sidste ti år gennemgået en omfattende renovering og udvidelse. Men nu er det store byggeprojekt endelig ved at være færdigt, og det blev i dag markeret med en officiel indvielse af den nye afdeling.
 
- Vi har levet i byggerod, støj og larm i rigtig mange år. Men vi er en afdeling, der er meget omstillingsparat. Det har vi også været de sidste 10 år, og vi har bare fået det til at fungere, fortæller en af de to oversygeplejersker på afdelingen Susanne Buch Vinther, som sendte en stor tak til de medarbejderne for at holde ved.
 
Akutafdelingen blev under første etape udvidet med halvdelen af den tidligere operationsgang til bl.a. flere traumestuer, eget laboratorium og billeddiagnostisk funktion.
 
Under anden etape fik afdelingen tilføjet flere kvadratmeter fra den gamle operationsgang, som bl.a. blev lavet til nye venteområder og sengestuer. Samtidig blev adgangsforholdene ændret, så patienterne ikke længere skulle ind ad ambulancerampen, men fik egen indgang ved siden af hospitalets Hovedindgang.
 
Den sidste etape, som nu er færdig, omfatter en nybygning på ca. 600 kvadratmeter i to etager til bl.a. kontorer og klinisk aktivitet. Parallelt er ambulancerampen og kapelgården blevet renoveret.
I dag har Akutafdelingen 36 sengepladser, traume- og modtagestuer og alle moderne faciliteter til udredning og behandling af akutte patienter fra optageområdet.
 
I 2022 modtog afdelingen, hvad der svarer til 135 patienter i døgnet, dvs. i alt 49.200 patienter.
 

Rød snor.jpgRegionsrådsformand Anders Kühnau klippede den røde snor til den nyrenoverede afdeling.

Kontakt

Søren Schousboe Laursen

Projektchef
Tlf. 5122 4539
soeren.laursen@horsens.rm.dk