Her indgår hospitalet i Udkast til Politisk Sparekatalog
Udkastet til det politiske sparekatalog, som Regionsrådet har bestilt ifm. Budget 2024, har nu været i høring. Læs, hvordan det ser ud til at berøre hospitalet.
20.11.23
I sparekataloget, som netop har været i høring, ser vi på Regionshospitalet Horsens ud til at skulle finde en besparelse på 4 mio. kr. målrettet fertilitetsområdet samt en generel administrativ besparelse på 1,7 mio. kr. i 2024.
Strukturel besparelse på fertilitetsområdet
Besparelsen på fertilitetsområdet er en såkaldt strukturel besparelse, hvor man vil reducere kapaciteten – og dermed aktiviteten – på regionens to fertilitetsklinikker i Skive og Horsens.
Hvis spareforslaget ender med at blive vedtaget, vil det bl.a. give borgere længere ventetider på udredning og behandling for ufrivillig barnløshed.
Samtidig er det forventningen, at Region Midtjylland vil blive tildelt finanslovsmidler til netop fertilitetsområdet, og at midlerne her vil "medvirke til at reducere/neutralisere selve den budget- og bemandingsmæssige effekt af besparelsen'.
Finanslovsaftalen forventes vedtaget i december, og først herefter ved vi mere om, hvordan finanslovsmidlerne evt. kommer til at opveje besparelsen.
Administrative besparelser
Udkast til Politisk Sparekatalog 2024 indeholder også forslag til administrative besparelser som følge af en regeringsbeslutning, der pålægger alle regioner en besparelse på dette område.
Ifølge det politiske sparekatalog er det op til de enkelte enheder at fastlægge, hvordan denne besparelse skal realiseres.
Her på Regionshospitalet Horsens har hospitalsledelsen - på baggrund af drøftelser med afdelingsledelseskredsen og hospitalets MED-udvalg HMU - besluttet, hvordan de administrative besparelser på i alt 1,7 mio. kr. skal fordeles i afdelingerne.
Intern spareplan sættes i værk
Foruden de besparelser, som omfattes af det politiske sparekatalog, så er vi på hospitalet også nødt til selv at igangsætte en intern spareplan på hele hospitalet med henblik på at finde besparelser for 6 mio. kr. i 2024.
Da Region Midtjylland er økonomisk trængt, får vi ikke demografi-midler ud i år, hvilket vi har fået de seneste tre år. Vi er derfor nødt til selv at finde de midler internt på hospitalet, så vi kan dække nye udgifter, som vi ved kommer i 2024. Det gælder fx udgifter til nye IT-systemer, betaling for behandlinger i det private osv.
Hospitalsledelsen og afdelingsledelseskredsen vil i den næste tid arbejde med at finde en del af besparelserne via målrettede tværgående indsatser. Resten skal afdelingerne selv finde.
Afdrag af gammel og ny gæld
Endelig står flere af hospitalets afdelinger med gammel og ny gæld (fra 2023), som det er nødvendigt at nedbringe i 2024.
Når afdelingerne har oparbejdet gæld, så handler det bl.a. om stigende udgifter til privathospitaler, FEA, vikarer, overarbejde, og stigende priser, vi ikke fuldt ud har fået dækket ind.
Afdelinger, som skal afdrage gammel og/eller ny gæld, er derfor nødt til at reducere deres omkostninger yderligere i 2024.
Den videre proces
Udkast til Politisk Sparekatalog 2024 har netop været i høring og er blevet drøftet i hospitalets MED-udvalg. Det gælder både hospitalets Hoved-MED-udvalg og eventuelt berørte lokale-MED-udvalg i de enkelte afdelinger.
- Selv om beløbene måske ikke lyder af så meget, så bliver det en vanskelig opgave at finde besparelserne på hospitalet, siger hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen.
- Vi ser ind i en svær tid for mange, og derfor er det vigtigt, at vi fortsætter den gode dialog og støtter hinanden. Som medarbejder har man mulighed for at gøre brug af sin nærmeste leder, sine kolleger og af MED-systemet, hvis man har brug for støtte og sparring. Det vil vi gerne opfordre til, at man benytter sig af, siger Lisbeth Holsteen Jessen.
Regionsrådet træffer den endelige beslutning om, hvordan besparelserne skal udmøntes, på et møde den 20. december 2024.
Fakta om Politisk Sparekatalog 2024
- Regionsrådet bestilte efter sommerferien et sparekatalog, som skal skabe balance i økonomien på sundhedsområdet i Region Midtjylland i 2024 og frem.
- Ubalancen skyldes hovedsagligt øgede udgifter til tilskudsmedicin, øgede udgifter på praksisområdet, og at det er blevet dyrere at drive hospitaler.
- Flere hospitaler har allerede i indeværende år store udfordringer med at overholde budgetterne og har derfor iværksat interne spareplaner. Hospitalerne mangler samlet 400-500 mio. kroner for at kunne overholde budgetterne, og det ligger oveni besparelser fra Politisk Sparekatalog 2024.
- Sparekataloget indeholder forslag til besparelser for ca. 201 mio. kroner i 2024 stigende til ca. 275 mio. kroner i 2027.
- Blandt besparelsesforslagene er forslag om at samle nogle af regionens tilbud på færre adresser samt skrue ned for kapaciteten og behandle færre patienter hver dag. Konsekvensen vil være, at nogle borgere får længere afstand til udredning og behandling samt længere ventetid.
Kontakt
Hospitalsledelsen
Tlf. 2286 0649
Mette Ringtved
Sygeplejefaglig direktør
Tlf. 7842 5006