Nedlukning på Fuglevangsvej: 2.047.385 tests senere
Test- og Vaccinationscenteret på Fuglevangsvej lukkede ned d. 31. marts. Derfor var tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere inviteret til afskedsreception.
03.04.23
Chefbioanalytiker Helene Bundgaard holdt tale for alle fremmødte.
Der er sket meget, siden hele Danmark pga. COVID-pandemien lukkede ned onsdag den 11. marts 2020.
Det første Horsens-baserede testcenter blev etablet af Medicinsk Afdeling i SIC-lokalerne. Det var dog med visse trafikale problemer.
I november 2020 flyttede testaktiviteterne så ind i de hvide telte ved Casa Arena på Langmarksvej, og i løbet af nogle måneder skalerede antallet af test til over 250.000 test pr. dag inkl. quick-test!
Det blev heldigvis ikke ved så stor en testaktivitet, og i maj 2022 kunne testaktiviteterne så flytte sammen med vaccinationerne ude på Fuglevangsvej i Horsens.
Her blev den første vaccine givet den 6. januar 2021, og der blev sidenhen også skaleret op og uddannet personale med henblik på at vaccinere det meste af befolkningen i Horsens, Skanderborg, Odder og Hedensted.
- Alt det her har kun været muligt, fordi I bidrog med jeres arbejdskraft og gode ideer. Tak for indsatsen, sagde chefbioanalytiker Helene Bundgaard Jensen fra Blodprøver og Biokemi.
- Det har været en lang rejse. Og selv om vi jo har alle har vidst, at coronaindsatsen - heldigvis - skulle slutte en dag, så er det alligevel vemodigt og lidt trist at skulle sige farvel til gode kolleger og et godt arbejde. Men som Thomas Helmig synger “nogle døre må man lukke, før at verden ka' bli' større”. Så kig engang omkring jer, smil til naboen. Vi gjorde det! Mission accomplished!
Det var på lukkedagen fredag den 31. marts 2023 præcist 1115 dage siden, Danmark lukkede ned og 1095 dage siden, testaktiviteterne begyndte.
Der er siden blevet gennemført i alt 2.047.385 tests i Horsens.
Milepæle med test og vaccination:
Februar 2020:
- Første dansker testet positiv.
Marts 2020:
- Test af kritisk personale i SIC.
Maj 2020:
- Pressemeddelelse National teststrategi hvor der blev udbudt ca. 50.000 test om ugen nationalt.
- Danskerne for mulighed for selv at bestille tid til test.
November 2020:
- Testen flyttes fra RHH til telte på Langmarksvej.
- Vaccineplan 26/11-20 udrulningsplan 23/12-20.
December 2020:
- 200.000 danskere kan hurtigetestes om dagen + pcr.
Januar 2021:
- Første vaccination Fuglevangsvej.
December 2021:
- Ibrugtagning nyt stort telt med kapacitet på 10.000 test pr. dag.
- 300.000 inviteres til vaccination – blå sal RHH.
Maj 2022:
- Test flytter til stationære lokaler.
- Fusion af vaccination og test på Fuglevangsvej.
Overrækkelse af medaljer til alle deltagere
Der var fortjenstmedaljer til alle for indsatsen.
Helene Henriette Bundgaard Jensen
Chefbioanalytiker, Blodprøver og Biokemi
Tlf. 7842 6004
Helene.Henriette.Bundgaard@rm.dk
Else Marie Vestergaard
Cheflæge, forskningsleder, akademisk koordinator, PhD
Tlf. 51 26 60 76
elvest@rm.dk