25.09.23

Den nye analysehal indrettes i stueetagen af hospitalets nye bygning 'Nye Nord' og skal analysere ca. en million blodprøver om året fra praktiserende læger og hospitalets afdelinger.

I den nye analysehal vil manuelle arbejdsgange blive erstattet af fuldautomatik. Blodprøver fra hospitalets afdelinger sendes til analysehallen via rørpost, som forbindes direkte med fordelingsrobot, transportbånd og analyseudstyr. Der bliver ingen manuelle arbejdsgange fra blodprøven er taget og sendt med rørpost, til svaret kan ses i den elektroniske patientjournal. Det skal sikre hurtigere svartid og diagnostik af patienterne.

Ombygningen af 'Nye Nord' er afsluttet to måneder før tid og under budget, og processen har været præget af et godt samarbejde mellem laboratorieleverandøren, rådgivere og entreprenører samt hele holdet på Regionshospitalet Horsens og Region Midtjylland.

- I de kommende måneder skal det nye udstyr installeres, og vi forventer at kunne åbne den nye analysehal i maj måned 2024, siger Else Marie Vestergaard, cheflæge på Blodprøver og Biokemi.

Kontakt

Bjarne Tang Lauridsen

Projektchef
Tlf. 9395 8700
bjarlu@rm.dk