13.03.24

De fødende har i årevis vurderet Regionshospitalet Horsens til at være et af de bedste fødesteder i Danmark – og i år er ingen undtagelse.

Ifølge den netop offentliggjorte Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed LUP 2023 ligger hospitalets resultater på fødeområdet nu over landsgennemsnittet på 8 ud af 12 områder.

Fx vurderer 92% af de fødende i Horsens, at de i høj eller meget høj grad får den støtte fra personalet, som de har behov for under fødslen, mens 90% vurderer, at de i høj eller meget høj grad er med til at træffe beslutninger undervejs.

-  Vi er meget stolte af men også ydmyge over for at modtage så fin en vurdering blandt de fødende, siger chefjordemoder Kathrine Medum Christiansen.

- Vi arbejder løbende på at gøre det endnu bedre både at føde og være ansat hos os bl.a. ved at involvere og lytte til de mennesker, vi samarbejder med. Derfor er det også afgørende for os, at vi i en undersøgelse som denne vurderes så højt på den del, der vedrører fælles beslutningstagen. For vi ved, at det giver mere trygge familier og et bedre forløb både på hospitalet og i hjemmet efterfølgende.

På tværs af såvel graviditets- og fødselsforløb ligger mødrenes vurdering enten over landsgennemsnittet eller på gennemsnittet inden for samtlige spørgsmål.

Akut indlagte patienter er blevet mere tilfredse

Også de akut indlagte patienter er blevet mere tilfredse og giver hospitalet et mere positivt skudsmål end tidligere.

Vurderingen blandt patientgruppen ligger nu enten over eller på landsgennemsnittet inden for en række områder. Fx vurderer 95% af patienterne i meget høj, høj eller nogen grad, at personalet spørger ind til patientens beskrivelse af sin sygdomstilstand, mens 98% af patienterne vurderer personalet som venligt og imødekommende.

Det er især patienter, som bliver indlagt akut på hospitalets medicinske afdeling, som er tilfredse med deres forløb og behandling.

Endelig viser dette års patienttilfredshedsundersøgelse, at hospitalets ambulante patienter – såvel de akutte som planlagte – fortsat er godt tilfredse med deres forløb og især med hospitalets personale, mens de planlagt indlagte patienter er mindre tilfredse end tidligere.

Data er indsamlet løbende hen over 2023, og i alt 8.138 patienter har valgt at besvare et spørgeskema for Regionshospitalet Horsens.

Fakta

Find rapporterne bag patienttilfredshedsundersøgelsen hos Center for Patientinddragelse (CPI), Region Hovedstaden: https://www.regionh.dk/patientinddragelse/LUP/aktuel-undersoegelse/Sider/default.aspx.

Kontakt

Kathrine Medum Christiansen

Chefjordemoder
Tlf. 2924 7554
mekach@rm.dk