Hospitalskøkkenet er med i opløbet til fornem køkkenpris
Køkkenet på Regionshospitalet Horsens er lige nu det ene af fire offentlige køkkener, som er nomineret til Årets Køkkenpris 2024.
24.06.24
Prisen hylder Danmarks mest innovative og bæredygtige offentlige køkkener for at kombinere ernæring, smag og økologi i deres måltider.
Derfor var juryen, som skal kåre den endelige vinder, 21. juni på besøg i køkkenet, hvor Karen og Joan viste rundt.
- I juryen har vi glædet os til at besøge de dygtige og nominerede køkkener, der på alle måder går en ekstra mil for at udbrede økologisk begejstring og bæredygtig spiseglæde, siger Christian Vejlund, der er seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer og ansvarlig for Køkkenprisen.
Medarbejdernes fortjeneste
Det er først og fremmest medarbejdernes fortjenste, at Hospitalskøkkenet nu er med i opløbet til Årets Køkkenpris, siger leder Jane Vase.
- Medarbejderne har knoklet og arbejder hver dag for at bevise, at man kan lave lækker økologisk mad til både patienter og kantine uden at få ekstra penge i budgettet. Det kræver til gengæld, at vi laver al mad helt fra bunden lige fra de syltede asier til det bagte rugbrød, og at vi bruger alle råvarer helt i bund, så vi har et så lille madspild som muligt.
Hospitalskøkkenet opnåede i november 2023 Fødevarestyrelsens økologiske spisemærke i guld. Mærket gives til spisesteder og storkøkkener, hvor mindst 90% af de indkøbte føde- og drikkevarer er økologiske.
I Køkkenet her i Horsens er det faktisk hele 92% af de anvendte råvarer, som i dag er økologiske, og køkkenet er det andet af Region Midtjyllands hospitalskøkkener, som opnår guldstatus inden for brugen af økologiske råvarer.
Rekordstor tilslutning
Og tilslutningen til prisen har aldrig været højere end i år med 35 indstillinger, hvoraf de fire nu er med i slutspurten: Neurorehabilitering - KBH, Lomakøkkenet Østerbyskolen, Ryet Børnehus ved Furesø Kommune samt hospitalskøkkenet på Regionshospitalet Horsens.
Prisen er et samarbejde mellem de faglige organisationer, Kost og Ernæringsforbundet, FOA og 3F, der organiserer de køkkenprofessionelle, samt Landbrug og Fødevarer.
Vinderen kåres ved arrangementet 'Madfagligt Køkkentræf' den 3. september i Tivoli, København.
Kontakt
Jane Vase
Leder af Hospitalskøkkenet
Tlf. 29 35 10 36
Janvas@Rm.dk