Ny lægefaglig direktør til Regionshospitalet Horsens
Kim Houlind bliver ny lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens fra den 1. februar 2025.
20.12.24
Kim Houlind
Kim Houlind kommer fra en stilling som institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet og var inden da cheflæge og professor på Karkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus.
Han er uddannet læge og ph.d. fra Aarhus Universitet og har både en speciallægeuddannelse i hjerte-lungekirurgi og senere i karkirurgi. Derudover har Kim bl.a. været formand for Dansk Karkirurgisk Selskab og hovedkursusleder for det karkirurgiske speciale.
Et enigt ansættelsesudvalg
Kim er udvalgt til stillingen som lægefaglig direktør af et enigt ansættelsesudvalg i et stærkt ansøgerfelt på 14, hvoraf tre var til samtale. Om udvælgelsen siger lægefaglig koncerndirektør i Region Midtjylland Thomas Larsen:
- Jeg glæder mig til at byde Kim Houlind velkommen, både på Regionshospitalet Horsens og som en del af Koncernledelsen i Region Midtjylland. Kim Houlind har både solid akademisk og praktisk erfaring med lægegerningen. Det passer godt ind i Regionshospitalet Horsens lange tradition for at arbejde med innovation, kvalitetsforbedringer og datadrevet og kliniknær ledelse.
Ser frem til nogle spændende år
Selv ser Kim Houlind tilsvarende frem til at blive en del af ledelsen her på hospitalet.
- Vi ser ind i nogle spændende år for Regionshospitalet Horsens. Forventningerne til vores sundhedsvæsen forandrer sig markant, og vi skal have fokus på at udbygge og udvikle samarbejdet med kommunerne gennem Sundhedsrådene og med de praktiserende læger, siger Kim Houlind.
- Midt i alle forandringerne skal vi fastholde og videreudvikle et godt og trygt arbejdsmiljø, som er selve fundamentet for vores evne til at yde excellent behandling og pleje til vores patienterne.
Velkommen til en ny kollega
På Regionshospitalet Horsens glæder hospitalsdirektør Henning Voss og sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved sig over valget af Kim Houlind som ny kollega og ser frem til igen at blive en fuldtallig hospitalsledelse.
- Kim kommer med nogle andre kompetencer og erfaringer end dem, vi allerede besidder i hospitalsledelsen, så vi tilsammen kommer til at udgøre et stærkt trekløver. Fx har Kim en stærk forskningsprofil, siger hospitalsledelsen.
Privat bor Kim Houlind i Risskov med sin hustru, Mette, som er overlæge på Aarhus Universitetshospital. De har fire børn, som ikke længere bor hjemme. Fritiden bruges med familie og venner og på at opleve naturen med travestøvler, løbesko og havkajak.
Kontakt
Mette Ringtved
Sygeplejefaglig direktør
Tlf. 7842 5204
MERJNS@rm.dk
Henning Voss
Hospitalsdirektør
tlf. 2155 2916
henning.voss@rm.dk