16.12.24

I næsten et år har alle hospitalets sengeafdelinger arbejdet med at gennemgå egen dokumentationspraksis og forberede sig på en ny journalstruktur.

Det store arbejde begyndte i foråret med et serviceeftersyn, hvor SundhedsIT kom ud i afdelingerne for at drøfte den daværende journalpraksis og det videre arbejde hen imod at slanke dokumentationen og skabe en tværfaglig patientjournal.

- Vi vidste godt, at vi havde en del opsætning i MidtEPJ i form af SFI’er, standardplaner m.v., som vi ikke brugte. Vi har derfor ofte talt om at få ryddet op, og processen her blev den kærkomne lejlighed til at få det gjort, fortæller lægesekretærerne Annemette Kok og Gabrielle Kilian Vinther fra Medicinsk Afdeling.

- Processen har været god og veltilrettelagt, og vi har fået et resultat, som er betydelig mere overskueligt end tidligere. Men det har naturligvis krævet tid at komme dertil, også fordi vi var nødt til tværfagligt at drøfte og nå til enighed om, hvordan vi ønsker, at vores fremtidige dokumentationspraksis skal være.


Ivana, Annemette og Gabrielle fra Medicinsk Afdeling.

Nu gælder det om at holde fast

For afdelingen handler det nu om at holde fast i den nye struktur og de tilhørende arbejdsgange – og de nye vaner.

- Det er jo faktisk en hel kulturændring, vi er igennem, fordi vi i faggrupperne er vant til at dokumentere på forskellige måder. En af vores opgaver er fx nu ikke at gentage information, som allerede findes i journalen. Det understøtter den nye struktur, men vi kommer også til at runde det i mange forskellige mødefora, så vi får gjort de nye arbejdsgange til gode vaner, siger overlæge Ivana Jurisic Andelkovic.


Katrine og Linda fra Bedøvelse, Operation og Opvågning.

Arbejdet er landet et godt sted

I Forberedelse og Opvågning synes medarbejderne tilsvarende, at arbejdet med ’Den gode Journal’ er landet et godt sted.

- I begyndelsen var det svært at få overblik over processen, og hvad der skulle ske. Men efterhånden som vi kom til at arbejde med vores dokumentations praksis, gav det rigtig god mening, fortæller sygeplejerskerne Katrine Qvist og Linda Veedfald.

- Vi har fået drøftet, hvad vi vil med den nye basisjournal og lavet en gennemgående oprydning samt ny struktur, så vi i dag har samlet alle vores SFI’er i fire standardplaner. Det er meget mere overskueligt og nemmere at finde informationer.

Formålet med Den Gode Journal

  • At lette dokumentationsopgaven i praksis for alle faggrupper.
  • At strukturere og slanke den kliniske dokumentation​, bl.a. ved hjælp af:
    • RHH Basisjournal​
    • Fokus på den nødvendige og tilstrækkelige dokumentation​
  • At skabe en fælles tværfaglig patientjournal​
    • At øge patientsikkerheden​, så det bliver lettere at få overblik og genfinde data.

Læs mere om 'Den gode journal' på hospitalets intranet.

Kontakt

Betina Ørbæk Sørensen

Sundheds-IT konsulent
Tlf. 4032 6205
betinser@rm.dk

Malene Jensen

Sundheds-IT konsulent
Tlf. 2423 0382
malejens@rm.dk