Tak til cheflægen, som går på pension
27. august var sidste arbejdsdag for cheflæge Karsten Krøner, der har valgt at lagde sig pensionere efter syv år som ledende overlæge/cheflæge i Ortopædkirurgi.
28.08.24
Cheflægen går på pension. Men Karsten skal dog ikke - som der også blev sagt i talerne - hjem. Nej, han skal videre til et job som underviser på Aarhus Universitet og som fængselslæge.
Men tiden som chef for de mange dygtige medarbejdere og mellemledere i Ortopædkirurgi, den er nu forbi.
- Du har stået meget stærkt inden for din lægefaglighed i alle dimensioner, og vi har alle nydt godt af både din faglige og forskningsmæssige stærke håndkirurgiske viden, færdigheder og holdninger. Du har altid været klar til at give et fagligt godt råd med på vejen, sagde chefsygeplejerske Birgitte Bigom i sin tale til sin ledelsesmakker igennem de seneste næsten syv år.
Det store fremmøde og de mange personlige taler til dagens reception vidnede også om, hvordan relationerne har været det bærende element for Karsten. Så godt som alle dagens taler betonede, hvordan ’ordentlighed’ er en vigtig værdi for Karsten, og hvordan det gennemsyrer hans samarbejde og relationer med både ansatte, kolleger, patienter og pårørende.
- Organisatorisk har du et godt overblik og et skarpt analytisk blik for sammenhænge. Du har bidraget i mange forskellige ledelsessamarbejder omkring organisering af arbejdet i patientforløbet, mellem faggrupper og i forskellige teams, sagde Birgitte Bigom bl.a. med reference til det tværgående arbejde, Karsten har ledet i regi af Sikkert Patientflow.
Tak til Karsten for en stor og dedikeret indsats!
Kontakt
Birgitte Bigom
Chefsygeplejerske
Ortopædkirurgi
Birgitte.Bigom.Nielsen@horsens.rm.dk