05.05.25
Det skal være mere sikkert, logisk og grønt at bevæge sig rundt på hospitalets udearealer.
Derfor begynder vi i midten af juni at omlægge trafikken, så vi får et bedre flow omkring hospitalet.
I første omgang er det forområdet foran Hovedindgangen (Indgang A), som skal omlægges bl.a. med en midter-passage for fodgængere og en hævet fodgængerovergang til hovedindgangen. Dette for at prioritere sikkerheden for de bløde trafikanter, mens alle biler kommer til at køre i en ensrettet U-formet kørebane rundt på forpladsen.
Ved samme lejlighed ændres det meget høje fortov ind mod Nye Nord, hvor der i stedet bliver plads til parkering. I området etableres også en cykelparkering, og p-pladserne fordeles mellem handicappladser, taxakørsel, og korttidsparkering for patienter og pårørende.
Fase 1 forventes at løbe frem til den 1. oktober 2025.
Plantegning over forpladsen
Plads til en ny Sterilcentral
Når området foran Hovedindgangen udgør den første fase i en større plan for hospitalets udearealer, så hænger det sammen med opførelsen af en ny Sterilcentral ud mod Sundvej.
For at få plads til det nye byggeri, som kommer til at ligge i forlængelse af Nye Nord, er det nemlig nødvendigt at lukke for kørsel til og fra Sundvej. Det sker fra og med den 1. oktober 2025, mens fodgængere og cyklister fortsat vil kunne tilgå hospitalet via Sundvej.
Lukning af til- og frakørslen ud mod Sundvej betyder, at trafikken på forområdet skal være omlagt forinden, og at hospitalet er nødt til at skifte adresse til Strandpromenaden 35. Adresseskiftet gennemføres den 3. juni i år.
Den nye sterilcentral
En del af en større plan
Omlægningen af forpladsen ved Hovedindgangen er den første af en række etaper, som er samlet i ’Helhedsplanen for hospitalets udearealer’.
I planen er der også arbejdet med afledning af regnvand og med (mere) biodiversitet samt begrønning af udearealerne i form af bl.a. buske og træer.
De øvrige etaper er:
- Etape 2: Udearealerne omkring Sterilcentralen. Udføres fra 1. – 3. kvartal i 2028.
- Etape 3: Forpladsen ved Indgang C. Udføres fra 2. – 3. kvartal 2026.
- Etape 4 - 8: Den sydlige del af hospitalet, som både omfatter opholdsarealer, passage til Langelinie-anlægget og Hospitalsparken.
Kontakt
Hanne Hedegaard Stidsen
Bygherrerepræsentant
hanne.stidsen@rm.dk
+45 2490 1230