25.06.25
Formålet med ligestillingen og integrationen er først og fremmest – og i lighed med Sundhedsreformen - at gøre det endnu bedre for vores patienter. Vi skal skabe nogle mere sammenhængende forløb, så patienter med både psykiske og fysiske sygdomme fremover kommer til at opleve, at deres behandling hænger bedre sammen.
- Psykiatrien og somatikken skal i højere grad tænkes og ledes sammen, og med godkendelsen i dag har vi fået en plan med de overordnede linjer for, hvordan vi skal gøre det sammen i fællesskab, bl.a. i form af en ny organisering, siger hospitalsledelsen, Mette Ringtved, Kim Houlind og Henning Voss.
Den nye organisatoriske struktur træder i kraft pr. 1. januar 2026, men arbejdet med at forberede den nye organisering og styrke samarbejdet begynder vi allerede på umiddelbart efter sommerferien.
- Det er et integrationsarbejde, vi som hospitalsledelse ser meget frem til og går ind i med stor nysgerrighed og forventning om, at vi kan inspirere og lære af hinanden på tværs til gavn for vores patienter.
Læs mere om ligestillingen/integrationen imellem psykiatri og somatik.
Hovedlinjer i det besluttede:
- De almene voksenpsykiatriske afdelinger integreres med det nærliggende akuthospital. Fremadrettet vil der dermed være almen voksenpsykiatri på alle akuthospitaler. De psykiatriske afdelinger vil på linje med hospitalets øvrige afdelinger have reference til akuthospitalets hospitalsledelse.
- Der etableres én retspsykiatrisk afdeling. Funktionerne i Viborg knyttes organisatorisk op på Retspsykiatrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. Dette understøtter de særlige kompetencer inden for retspsykiatrien, som er et opmærksomhedspunkt i sundhedsreformen. Den retspsykiatriske afdeling får reference til hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital. Voksne retspsykiatriske patienter behandles fortsat på hovedfunktionsniveau på alle voksenpsykiatriske afdelinger, evt. med lægefagligt ansvar på Retspsykiatrisk Afdeling.
- Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling videreføres som en samlet afdeling med ledelsesmæssig forankring på Aarhus Universitetshospital og med behandlingstilbud i Aarhus, Gødstrup og Viborg. I de kommende år arbejdes med robustgørelse af børne- og ungdomspsykiatrien, herunder styrket rekruttering, kapacitet og ledelse. Der etableres et meget tættere samarbejde med de somatiske afdelinger for børn og unge i regionen med henblik på at understøtte et fælles tredje til gavn for patienter og pårørende.
- Ledelseskapaciteten i henholdsvis retspsykiatrien og børn- og ungdomspsykiatrien styrkes. Styrkelsen af ledelsesniveauet skal sikre en større ledelseskapacitet på komplekse områder, hvor der er funktioner på flere matrikler. Der vil fortsat være en opmærksomhed på tværfaglighed i ledelsen.
- Hovedparten af de administrative funktioner i Psykiatristaben fordeles til tilsvarende funktioner i de fem hospitalsadministrationer. En andel af de administrative funktioner i Psykiatristaben, der i dag varetager særlige tværgående opgaver, bevares samlet og fordeles på forskellige hospitaler, og de skal derfra varetage opgaver for alle fem hospitalsenheder. Den sidste andel af opgaverne flyttes til centrale stabe eller fællesfunktioner – det gælder, hvor der er særligt behov for central koordinering og/eller understøttelse af implementering af tværgående nationale og regionale politiske initiativer.
- Administrative medarbejdere på de psykiatriske afdelinger, som understøtter den lokale ledelse og som ikke har behandlingsunderstøttende opgaver, integreres som udgangspunkt i hospitalsadministrationerne. Det er op til det enkelte hospital at beslutte, om medarbejderne skal overflyttes til administrationen. Beslutningerne træffes på baggrund af dialog med de lokale afdelingsledelser og stabe. Eventuelle overflytninger vil derfor blive håndteret lokalt.
Kontakt
Hospitalsledelsen
Tlf. 2499 4525
Mette Ringtved
Sygeplejefaglig direktør
Tlf. 7842 5006