Kom til temadag om fælles beslutningstagen og transformation
Vi undersøger, hvordan fælles beslutningstagning kan være drivkraften bag den faglige transformation af sundhedsvæsenet med patienterne som aktive medspillere.
25.02.25
Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der sætter patienternes ønsker, behov og værdier i centrum? Hvordan sikrer vi, at de behandlinger og indsatser, vi tilbyder, både er evidensbaserede og reelt afspejler patienternes ønsker og prioriteringer?
På denne inspirerende temadag undersøger vi, hvordan fælles beslutningstagning kan være drivkraften bag den faglige transformation af sundhedsvæsenet – med patienterne som aktive medspillere.
Temadagen gennemføres på initiativ fra det regionale netværk for fælles beslutningstagning og vil dykke ned i følgende nøgleområder:
- Patientens stemme i fokus: Hvordan kan vi i praksis sikre, at patienternes stemmer bliver hørt, og at deres ønsker bliver integreret i kliniske beslutninger? Vi udforsker fælles beslutningstagning, risikoformidling og andre værktøjer til at styrke patientinddragelsen i dagligdagen – også digitalt.
- Meningsfulde valg og faglige fravalg: Hvordan kan vi gennem dialog og samarbejde med patienterne sikre meningsfulde behandlingsvalg, der giver værdi for patienten og samtidig undgår overflødige eller uhensigtsmæssige behandlinger og indsatser?
- Understøttelse af lokale Vælg Klogt indsatser: Vi ser på, hvordan fælles beslutningstagning kan være en nøglekomponent i at understøtte lokalt forankrede Vælg Klogt indsatser og faglig transformation i sundhedsvæsenet (f.eks. med cases fra klinikken).
Hvad kan du forvente af dagen?
Temadagen er tilrettelagt med en kombination af inspirerende oplæg fra patienter og fagpersoner, afprøvning af konkrete metoder, der kan implementeres i praksis, og rig mulighed for dialog og erfaringsudveksling med andre sundhedsprofessionelle. Vi skaber et rum, hvor vi sammen kan udforske nye veje til at styrke samarbejdet mellem patienter og sundhedsprofessionelle og bidrage til et sundhedsvæsen, der både er mere patientcentreret og bæredygtigt.
Tid: 14. marts 2025 kl.09:00-15:00
Sted: Regionshospitalet Horsens
Program og nærmere oplysninger om temadagen følger.
Der er åbnet for tilmelding via dette link til Plan2Learn (OBS: grundet problemer med Plan2Learn skal man ikke logge ind når man tilmelder sig).
Kontakt
Anne Kirstine Revsbeck
Kvalitetskonsulent
Tlf. 2033 4209
anrevs@rm.dk