28.11.25

Anne-Mette kommer fra en stilling som ledende overlæge på samme afdeling og har en lang organisatorisk- og ledelsesmæssig erfaring med sig fra både afdelingen, på tværs af hospitalets afdelinger, regionalt og nationalt. Bl.a. har Anne-Mette - i et tæt samarbejde med den gynækologiske oversygeplejerske - deltaget i det strategiske og organisatoriske arbejde omkring den gynækologiske søjle som fx i forbindelse med samlingen af den ambulante kirurgi og etableringen af specialespecifikke ambulatoriedage inden for bl.a. urogynækologi, dysplasi og mini-hysteroskopi.
Anne-Mette er formand for regionens specialeråd inden for gynækologi og har på Regionshospitalet Horsens bl.a. siddet i Driftsrådet for Sikkert OP-Flow og deltaget som suppleant i HMU. Hun har en stor interesse for at arbejde udviklingsorienteret med blik for både helheden, den faglige kvalitet og de mest hensigtsmæssige arbejdsgange. Samtidig er hun forskningsorienteret og sidder i specialets udvalg for forskningstræning.
Foruden uddannelsen til speciallæge i gynækologi har Anne-Mette også en ph.d. fra 2012. Lederuddannelse har hun erhvervet sig gennem bl.a. regionens LEAF-kursus og et stifinderforløb.
- Med Anne-Mette får vi en meget kompetent og engageret leder, som brænder for at tage ansvar for både ledelse, udvikling og drift – et ansvar, hun nu kommer til at løfte i et samarbejde med den øvrige afdelingsledelse bestående af chefsygeplejerske Anette Bäckström og chefjordemoder Anne Rosenbæk, siger lægelig direktør Kim Houlind.
- Vi ser meget frem til samarbejdet med Anne-Mette som ny cheflæge og glæder os til at byde hende varmt velkommen i hendes nye stilling på Kvindesygdomme og Fødsler - og som en del af afdelingsledelseskredsen ved Regionshospitalet Horsens.
Kontakt
Hospitalsledelsen
Tlf. 2499 4525
Mette Ringtved
Sygeplejefaglig direktør
Tlf. 7842 5006.