24.09.25
På billedet er det Rikke sammen med hospitalsledelsen – fra venstre lægefaglig direktør Kim Houlind, hospitalsdirektør Henning Voss, Rikke og sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved.
Den 24. september var det ”Uniform på jobbet-dag” over hele Danmark.
Det er den årlige dag, hvor reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten har mulighed for at bære deres (anden) uniform på arbejde, så vi i fællesskab får hyldet alle dem, som yder en uvurderlig støtte til vores fælles forsvar og beredskab.
På Regionshospitalet Horsens bakkede vi også op om dagen. Men mens nogle arbejdspladser har mulighed for at lade alle deres medarbejdere møde op i kampuniform, er vi noget mere begrænsede på et hospital pga. hygiejnekravene.
Medarbejdere i administrative funktioner og uden patientkontakt var derfor de eneste, som havde muligheden for at bære fx Forsvarets uniform igennem deres arbejdsdag.
Anæstesisygeplejerske Rikke fra Bedøvelse, Operation og Intensiv greb imidlertid muligheden for at bære sin uniform på vejen til arbejde – for derefter at skifte til regionens arbejdsuniform.
Rikke er udover sit arbejde på hospitalet også reservesygeplejerske i Forsvaret og kan løbende blive udsendt til forskellige områder, hvor der er brug for hendes hjælp og sygeplejefaglige kompetencer.
- En udsendelse kan nogle gange ske med kort varsel og rumme meget forskellige opgaver. Derudover deltager jeg i øvelser med hæren. Som reservesygeplejerske skal man være klar til at arbejde under mere primitive forhold og til at dække bredt.
- I min dagligdag bruger jeg kompetencer fra både mit civile og militære job, hvilket er vigtig for mig. Afvekslingen passer mig rigtig godt, fortæller Rikke, som blev færdiguddannet som anæstesisygeplejerske tidligere i år.
Kontakt
Hospitalsledelsen
Hospitalsdirektør
Tlf. 2155 2916
Lægefaglig direktør
Tlf. 2499 4525
Mette Ringtved
Sygeplejefaglig direktør
Tlf. 7842 5006