17.01.25

På tværs af hospitalet har vi en fortløbende opgave med at udvikle og sikre fagligt gode og sammenhængende patientforløb.

Derfor igangsatte vi i 2021 indsatsen ’Sammen om opgaven’, hvor medarbejdere med forskellige fagligheder ’teamer op’ om løsningen af de patientnære opgaver.

I dag er sammensætningen af fagprofiler forskellig fra afsnit til afsnit, og det var netop en af deltagernes vigtigste pointer i dagens diskussion: At den samme løsning ikke passer ind på alle afsnit. I stedet er man som leder nødt til at se på opgaveløsningen og have en tæt dialog med medarbejderne om, hvilke kompetencer, der er brug for, og hvordan opgaveløsningen kan varetages med hvilken type af medarbejdere.

På temamødet blev det også drøftet, hvordan afsnittene med fordel kan lade sig inspirere af hinanden, når det gælder den fælles opgaveløsning.

Ny evaluering af 'Sammen om opgaven'

Anledningen til dagens ledelsesmæssige drøftelse var en ny evaluering af ’Sammen om opgaven’ gennemført i foråret 2024.

Evalueringen viser, hvordan den fælles, tværprofessionelle opgaveløsning er blevet hverdag mange steder på hospitalet, men at der fortsat er brug for meget ledelsesstøtte, så samarbejdet kan gennemføres og videreudvikles med en fælles forståelse af hinandens roller og opgavefordeling.

Flere opgaver skal løses i fællesskab

Oprindelig blev 'Sammen om opgaven’ indført på baggrund af et stigende antal akutte patienter samt rekrutteringsudfordringer i sundhedsvæsenet.

- Vi skal fortsat arbejde med at sikre tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft på tværs af sundhedsvæsenet. Men ’Sammen om opgaven’ er også en af løsningerne på, hvordan vi sikrer en god balance imellem ressourcer og opgaver. Den enkelte medarbejder skal opleve at have tiden til at løse sine kerneopgaver, siger sygeplejefaglig direktør Mette Ringtved.

- Samtidig kommer vi til at åbne os endnu mere ud imod primær sektor og samarbejde med kommunerne om patienternes forløb og behandling. Til den opgave er ’Sammen op opgaven’ en vigtig øvebane i forhold til at lede og koordinere på tværs at både sektorer og fagprofessioner. Vi kommer til at løse endnu flere opgaver i fællesskab.

Kontakt

Anne Kirstine Revsbeck

Kvalitetskonsulent
Tlf. 2033 4209
anrevs@rm.dk