01.05.25

Livssamtaler beskåret LILLE.jpg

Sygeplejerskerne Ditte, Lisbeth og Karin gav deres kolleger en indføring i det fundament, som livssamtalerne står på. Der er fx. lavet en retningslinje.

Når borgere bliver diagnosticeret med en kronisk sygdom, så bliver deres hverdagsliv ofte forandret i mere eller mindre grad.
 
Det gælder også for patienter med nyresygdomme, og som har brug for at komme i dialysebehandling. Flere gange om ugen skal de tage turen ind på hospitalet for at få renset deres blod, fordi deres egne nyrer enten kun virker delvist eller slet ikke. Og nogle af patienterne kommer også på venteliste til en ny nyre.
 
For at øge muligheden for at imødekomme patientens ønsker og behov, inviterer Dialyseafsnittet fremover patienter, som har været i dialysebehandling i seks måneder, til en årlig livssamtale.
 
Samtalen, som gennemføres mellem patienten og en af kontaktsygeplejerskerne, vil kredse om, hvordan patienten, de pårørende og personalet i fællesskab får skabt mest mulig livskvalitet i tiden med kronisk sygdom. Hvilken betydning har nyresygdommen fx for patientens hverdagsliv? Hvad er vigtigt i patientens liv på nuværende tidspunkt? Og hvilke bekymringer, håb og tanker har patienten omkring fremtiden?
 
- I hverdagen på Dialyseafsnittet har vi ofte fokus på patientens behandling. I livssamtalerne træder vi et skridt tilbage og taler med patienten som det hele menneske og om de ønsker, behov og også bekymringer, som de måtte have, forklarer sygeplejerskerne Ditte, Lisbeth og Karin, som har stået for vidensdeling om livssamtalerne til deres kolleger på afsnittet.
 
- Vi ønsker i endnu højere grad at fokusere på, hvad der giver den enkelte patient livskvalitet både her på afsnittet og i patientens øvrige liv. For hvis vi kan øge patientens medbestemmelse, så får patienten det også ofte bedre.
 
Livsamtalerne gennemføres som en del af den samarbejdsaftale, der er indgået imellem Region Midtjylland og kommunerne om palliative indsatser. Der gennemføres lignende samtaler med patienter med kroniske sygdomme på andre af hospitalets afsnit.
 
På Regionshospitalet Horsens sætter vi i hele maj måned et særligt fokus på palliation sammen med vore samarbejdspartnere.

Kontakt

Kirsten Frederiksen

Oversygeplejerske Dialyseklinikken
Koordinator for frivilligordningen
Tlf. 7842 6163
kirsten.frederiksen@horsens.rm.dk