07.09.2026

De besøgende kunne komme med bag kulisserne og opleve nogle af de mange fagligheder, funktioner og opgaver, der hver dag får et hospital til at hænge sammen.
Der var masser af liv, nysgerrighed og aktivitet på gangene, da Regionshospitalet Horsens søndag den 6. september inviterede indenfor til Åbent Hospital.
Fra kl. 10 til 14 kunne børn og voksne besøge stande, komme med på guidede ture og møde medarbejdere fra en lang række af hospitalets afdelinger og funktioner.
Og interessen var stor. Omkring 2.500 børn og voksne lagde vejen forbi i løbet af de fire timer, hvor ca. 100 medarbejdere stod klar til at vise deres arbejdsplads og faglighed frem. Faktisk begyndte de første mange gæster at ankomme allerede et stykke tid før kl. 10.00.
Vores Åbent Hospital på Regionshospitalet Horsens forløb over al forventning. Omkring 100 friske medarbejdere stod klar til at give byens borgere et kig ind bag kulisserne på hospitalet, og omkring 2.500 glade og nysgerrige børn og voksne lagde vejen forbi.
Fra operationsstue til bamsehospital
Rundt omkring på hospitalet stod medarbejderne klar til at invitere gæsterne indenfor og give dem mulighed for selv at se, spørge og prøve.
På den guidede tur til Operationsgangen kunne gæsterne komme ind på en rigtig operationsstue og se noget af det udstyr, der bruges under operationer. Medarbejderne demonstrerede udstyret, og gæsterne fik også mulighed for selv at prøve.

For de yngste besøgende var der masser af oplevelser i børnehøjde. På bamsehospitalet kunne børnene tage deres bamse med til undersøgelse og møde fremtidens sygeplejersker fra VIA University College.

Fra blodprøver til M&M's
Hos Blodprøver og Biokemi blev dørene til analysehallen åbnet. Her kunne gæsterne følge en blodprøves vej og få et indblik i, hvad der sker med prøven, efter den er blevet taget. Børn kunne også prøve selv at håndtere en blodprøve.
Andre steder blev fagligheden gjort håndgribelig gennem aktiviteter, hvor gæsterne selv kunne være med. Her kunne man blandt andet prøve kræfter med at sortere M&M's i doseringsæsker og på den måde få en fornemmelse af, hvad det vil sige at holde styr på forskellige medicinpræparater.
De forskellige oplevelser var tilsammen med til at vise bredden i et hospital – og hvor mange forskellige fagligheder og funktioner der er en del af hverdagen på Regionshospitalet Horsens.


For første gang i år var Psykiatrien også med til Åbent Hospital, og mange af vores besøgende lagde vejen forbi afdelingen, hvor man bl.a. kunne prøve et faldskærmsudspring gennem VR-briller og farvelægge manillategninger, som virker beroligende og stimulerende for sanserne.

Et rart og trygt sted at komme
For projektleder Caroline var det ikke kun antallet af besøgende, der gjorde dagen til en succes.
- Der var rigtig god stemning hele vejen igennem, og flere besøgende fortalte, at arrangementet er med til at gøre hospitalet til et rart og trygt sted at komme, fortæller Caroline.
Netop mødet mellem hospitalets medarbejdere og borgerne er en central del af Åbent Hospital-konceptet, der er landsdækkende. Her får gæsterne mulighed for at opleve hospitalet i andre rammer end som patient eller pårørende og møde nogle af de mennesker og fagligheder, der hver dag arbejder med behandling, pleje, diagnostik, service, uddannelse og udvikling.
Tak til alle, der lagde vejen forbi og var med til at gøre Åbent Hospital 2026 til en festlig dag på Regionshospitalet Horsens.



