05.11.2026

Karin fra hospitalskøkkenet var en af de 29 medarbejdere, der tilmeldte sig som fuldblodsdonor i går til blodbankens hvervedag. Her ses hun sammen med bioanalytiker Kia Wermuth fra Blodprøver og Biokemi.
Der var meget flot opbakning, da blodbanken i går onsdag den 4. november holdt hvervedag. I løbet af dagen meldte 29 personer sig som fuldblods- eller plasmadonorer. Yderligere 14 tilmeldinger er kommet ind via en online tilmeldingsblanket.
Der var både medarbejdere og besøgende forbi Blodbanken, da der i går onsdag 4. november blev holdt hvervedag for at få flere til at melde sig som blod- og plasmadonorer.
Det flotte resultat vækker glæde i blodbanken.
- Vi er meget tilfredse med opbakningen i går! Antallet af nye tilmeldinger svarer ca. til vores månedlige antal nye donorer – her hvervet på på én dag, siger bioanalytiker Maria Holmgaard Frandsen, der er en af initiativtagerne til hvervedagen.
Sundheds- og hospitalsledelsen bakkede op om initiativet
Sundheds- og hospitalsledelsen bakkede også op om initiativet. Allerede fra morgenstunden satte hospitalets lægefaglige direktør, Kim Houlind, sig i donorstolen.
En anden, der lagde vejen forbi Blodbanken, var Karin fra Hospitalskøkkenet, som valgte at tilmelde sig som donor. Hun fortæller:
- Jeg har tidligere været bloddonor, og indsatsen, som jeg læste om i vores personalestue, har givet mig en påmindelse. Det er rigtig godt med initiativet, og det er nemt at komme ned og blive tappet, når blodbanken ligger her på hospitalet, fortæller Karin.

Bioanalytiker Pernille Krøyer Johansen tog imod nye tilmeldinger fra både medarbejdere og besøgende på hospitalet, der ønskede at melde sig som blod- eller plastmadonor.

I forhallen kunne man møde Anders Vaagan, formand for Bloddonorerne i Horsens, og andre repræsentanter fra foreningen, som svarede på spørgsmål om bloddonation.
Flere plasmadonorer er en del af målet
Hvervedagen er blandt andet et led i arbejdet med at få flere plasmadonorer. Danmark arbejder hen imod at blive selvforsynende med plasma i 2027, og det kræver, at flere melder sig som donorer.
Kunne du tænke dig at blive bloddonor?
Hvis du selv går med tanker om at blive bloddonor, kan du nemt tilmelde dig her.
Fakta om at være bloddonor
- Som bloddonor kan du være med til at redde liv. Én portion blod kan være med til at hjælpe tre personer.
- En fuldblodstapning tager ca. 20 minutter.
- Du skal opfylde følgende kriterier: være sund og rask, være 17-75 år og veje mindst 50 kg.
Fakta om at være plasmadonor
- Plasma er den gule væske i blodet – vidundermolekylet – da det har en masse helt særlige egenskaber.
- Plasma brug fx til at fremstille medicin til patienter med sygdomme i immunforsvaret.
- Du skal opfylde følgende kriterier: være sund og rask, være 17-75 år og veje mindst 60 kg.