29.01.26

Defusing-projektgruppen består af (fra venstre): Andreas Eiset, Jakob Rohde, Lisa Friederike Irion og Marie Hedegaard Højsager. Andreas og Lisa er fra Bedøvelse, Operation og Intensiv, mens Jakob og Marie er fra Akutafdelingen.

Formålet med projektet er at styrke den kollegiale støtte og sikre en hensigtsmæssig håndtering af voldsomme hændelser på tværs af hospitalet – samt at understøtte en åben og lærende kultur i vores daglige arbejde.

Voldsomme hændelser kan være mange og forskelligartede i vores travle, kliniske hverdag: Uventet død af en patient, akutte kald med alvorligt tilskadekomne patienter, alvorligt syge børn samt svære samtaler med patienter og pårørende. Det kan også være situationer, hvor noget ikke forløber som planlagt, og som sætter faglige eller menneskelige spor.

Hvad der opleves som en voldsom hændelse, er individuelt – det er altid op til den enkelte medarbejder.

Defusing er en kort, struktureret gruppesamtale, som finder sted umiddelbart efter en voldsom hændelse. Det kan ses som psykologisk førstehjælp, hvor de involverede får mulighed for at dele deres oplevelser og reaktioner i et trygt rum.

Målet er at skabe fælles forståelse, mindske usikkerhed, støtte hinanden – og bidrage til en sund og professionel omgang med både belastende oplevelser og utilsigtede hændelser.

Alle kan tage initiativ til defusing. Fokus er på at:

  • anerkende og normalisere reaktioner
  • skabe fælles forståelse
  • støtte læring og faglig refleksion
  • vurdere behovet for eventuelle opfølgende tiltag.

Fra foråret 2026 tilbydes kurser i defusing-teknik til medarbejdere, der i deres funktion kan varetage defusing. 👉 Kontakt din leder for nærmere info.

Projektgruppen har fået ekstern funding til projektet, som dermed er finansieret.

Kontakt

Marie Hedegaard Højsager

Introduktionslæge, Akutafdelingen
Mobil 2065 9289
maehej@rm.dk