15.05.2026

Fremmødet var flot til drop-in undervisning om palliation.
Medarbejdere fra hospitalet og sundhedsprofessionelle fra kommunerne kiggede forbi til drop-in og høre korte oplæg om palliation og lindrende behandling.
Programmet bestod af fem faglige oplæg med forskellige perspektiver på palliation og arbejdet med patienter og pårørende i palliative forløb.
Oversygeplejerske og leder af Enhed for Lindrende Behandling, Lotte Jensen, åbnede dagen med refleksioner om samarbejde og sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Sort sol - et billede på fremtidens sundhedsvæsen.
– For mig er sort sol et billede på det sundhedsvæsen, vi er i færd med at skabe. Et sundhedsvæsen, hvor sammenhæng ikke opstår, fordi alt er ens, men fordi vi justerer os efter hinanden, sagde hun.
Hun understregede samtidig, at palliation ikke kun handler om behandling, men om at værne om menneskers værdighed og livskvalitet – uanset prognose og behandlingsmuligheder.
Den Blå Sal var fyldt, og deltagerne fulgte engageret med i oplæggene.
Lottes budskab var klart:
- Strukturer kan understøtte sammenhæng, men det er relationer, der giver den liv. Palliation skal for mig ses som et grundlag – en tilgang mere end som en indsats.

Leder Lotte Jensen fra Enhed for Lindrende Behandling byder velkommen.
Fokus på de pårørende
Det første oplæg satte fokus på betydningen af at forstå og støtte de pårørende til palliative patienter.
Lisbeth Rasmussen fortalte både med udgangspunkt i sin faglige erfaring som psykolog og sine egne oplevelser som pårørende. Hun understregede blandt andet, at store spørgsmål kan være svære at rumme for mennesker i krise, og opfordrede derfor til at stille enkle og nærværende spørgsmål.
– Vi skal være villige til at tale med patienterne om, hvor de står lige nu, sagde hun og pegede blandt andet på spørgsmålet: - Hvad fylder for dig lige nu?

Psykolog Lisbeth Rasmussen fortæller om vigtigheden i at stille de nære spørgsmål til palliative patienter og deres pårørende.
Når plejesengen flytter ind i hjemmet
Fysioterapeut Anne Marie Thomsen fortalte om, hvordan man kan skabe lindring for patienten og støtte de pårørende, når plejen foregår i hjemmet.
Hun fremhævede blandt andet, at næsten halvdelen af alle danskere dør hjemme eller på plejecenter, og at rollen som pårørende ofte er både krævende og belastende.
Sammen med en kollega demonstrerede hun også lejring af en patient i en plejeseng og gav deltagerne konkrete og praksisnære råd med hjem.

Fysioterapeaut Anne Marie Thomsen viser, hvordan en patient kan ligges i plejesengen.
Når børn møder sorg og død
Palliationssygeplejerske Majbritt Laudal Johansen satte fokus på børn som pårørende.
Hun understregede vigtigheden af at inddrage børn, når en forælder eller nærtstående er alvorligt syg.
– Vi skylder børnene det bedste og at fortælle dem om deres muligheder, sagde hun.
Hun pegede på, at børn ofte mærker mere, end voksne tror, og at de har brug for at være en del af familiens fællesskab og sorgproces. Hvis de ikke inddrages, vil de bygge deres egen fantasi.
Kommunikation i det palliative forløb
Overlæge Sanne Kjær Dahm holdt oplæg om mødet og kommunikationen med patienter i palliative forløb.
Hun understregede betydningen af at møde patienten dér, hvor vedkommende er – særligt når sygdom og usikkerhed fylder.
– Vi er ikke i stand til at tænke kreativt, når vi er pressede og på udebane. Det gælder også patienter og pårørende, sagde hun.
Sanne opfordrede samtidig kolleger til at kontakte den palliative vagt ved tvivl om patienter med palliative behov.

Overlæge Sanne Kjær Dahm talte ind i den sårbare kommunikation med den palliative patientgruppe.
Fokus på smertebehandling
Dagen blev rundet af med et oplæg om smerter og medicinsk smertelindring ved overlæge Karen Malle.
Med udgangspunkt i konkrete cases gennemgik hun blandt andet medicinsk behandling af palliative patienter – særligt i den sidste del af livet.
Læse mere
Her kan du læse mere om Enhed for Lindrende Behandling.