12.01.26

Formålet med sundhedsrådet er at styrke det nære og sammenhængende sundhedsvæsen for borgerne i Horsens, Skanderborg, Odder og Hedensted Kommuner.
Det forberedende Sundhedsråd Horsens trådte dermed officielt sammen for første gang og markerede begyndelsen på arbejdet i den nye struktur. Rådet består af 11 medlemmer: Seks politikere fra regionsrådet og fem medlemmer fra kommunalbestyrelserne i de fire kommuner.
Sundheds- og hospitalsdirektør Henning Voss fra Regionshospitalet Horsens deltog i mødet og fortæller: - Det var en rigtig god oplevelse at deltage i mødet. Medlemmernes engagement var tydeligt, og jeg ser frem til at følge det vigtige arbejde, der nu er sat i gang.
Sundhedsråd Horsens’ ansvarsområde er at planlægge og prioritere sundhedstilbud tæt på borgerne i og omkring de fire kommuner. Rådet er etableret som følge af sundhedsreformen.
Nyt kapitel
Sundhedsråd Horsens er ét af 17 nye sundhedsråd, som er etableret på baggrund af sundhedsreformen. Heraf ligger fem i Region Midtjylland. Formålet er at bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne.
Sundhedsrådene skal på vegne af regionsrådet behandle og træffe beslutninger om alle sædvanlige, løbende sager på sundhedsområdet og det højt specialiserede socialområde inden for de rammer, som regionsrådet har fastlagt. I 2026 fungerer Sundhedsråd Horsens dog som et forberedende sundhedsråd og dermed som overgangsråd mellem den gamle og den nye struktur. Sundhedsrådene får først fuld beslutningskompetence fra 1. januar 2027.
Ny titel
Pr. 1. januar 2026 har Henning Voss fået ny titel og benævnes nu sundheds- og hospitalsdirektør. Ændringen sker som følge af sundhedsreformen og opstarten af de nye sundhedsråd samt den deraf ændrede portefølje.
Samtidig har hospitalsledelsen skiftet navn til sundheds- og hospitalsledelsen.
Regionens ansvarsområder på sundhedsområdet
- Sygehuse (psykiatri og somatik)
- Præhospitale tilbud - hjemmebehandling, udgående teams mv.
- Akutberedskab - Ambulancetjeneste, akuttelefoner, vagtlægeordning og akutlægehelikopter
- Praksissektor - de almenmedicinske tilbud, psykologer, speciallægepraksis, fodterapeuter, fysioterapeuter, kiropraktorer, tandlæge- og tandplejerhjælp
- Akutsygepleje
- Foreningsejede specialsygehuse og hospices (§ 79)
- 1. januar 2027 flytter desuden myndigheds- og finansieringsansvaret for en række sundhedsområder fra kommunerne til regionen: akutsygepleje, sundheds- og omsorgspladser, specialiseret rehabilitering og patientrettet forebyggelse.
Kontakt
Henning Voss
Hospitalsdirektør
tlf. 2155 2916
henning.voss@rm.dk