17.06.26

Anne kommer dermed til at udgøre ledelsen af den nye afdeling sammen med chefsygeplejerske Barbara Baden. De to skal i fællesskab opbygge og lede den nye afdeling, som i 2027 får ansvaret for bl.a. akutsygeplejen og sundheds- og omsorgspladserne i de fire samarbejdskommuner.
Deres fornemmeste opgave bliver – i et tæt samarbejde med medarbejdere og mellemledere – at skabe endnu mere sammenhængende patientforløb gennem bedre koordinering, høj faglig kvalitet og fælles ansvar på tværs.
Anne er speciallæge i geriatri og kommer således fra et relevant speciale i forhold til de opgaver, vi står overfor. Hun har senest haft en stilling som ledende overlæge i geriatri i Medicinsk Afdeling, hvor hun bl.a. har haft den lægefaglige ledelse af Medicinsk Sengeafsnit 2 og en central rolle i flere omstruktureringer af Klinik for Ældresygdomme.
- Med Anne får vi en cheflæge med erfaring inden for klinisk ledelse, og som allerede har et etableret samarbejde med både kommunerne og de praktiserende læger i området. Udover stærke relationelle kompetencer kommer Anne også med en positiv og pragmatisk tilgang til at få tingene til at lykkes, siger lægefaglig direktør Kim Houlind.
Privat bor Anne i Mårslet med sin mand og deres tre børn på 17, 15 og 11 år.
Sundheds- og hospitalsledelsen glæder sig meget til det fortsatte samarbejde med Anne og byder hende varmt velkommen i afdelingsledelseskredsen på hospitalet.