21.05.26

Med den nye operationsrobot føres kamera og kirurgiske instrumenter ind i patienten gennem en lille åbning. Det gør operationen mere skånsom end fx åben kirurgi, så patienterne kan hele hurtigere og være indlagt i kortere tid.
Det giver samtidig kirurgierne på Regionshospitalet Horsens mulighed for at hjælpe endnu flere patienter med bl.a. et stort brok i bugvæggen. De såkaldte ’giganthernier’ opereres i dag udelukkende på Regionshospitalet Horsens og fire andre steder i landet, og hen over de senere år har antallet af patienter med behov for netop denne type operation været i stigning.
- Derfor blev vi i budgetforliget for 2026 enige om at prioritere midler til udredning og behandling af netop dette område, så det kan få et løft. Vi ønsker både at kunne tilbyde borgerne en mere skånsom operation og kortere ventetid. Og det er der gode muligheder for, når åbne operationer konverteres til mere skånsomme robotoperationer, som typisk kræver kortere indlæggelsestid, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen.
Mere skræddersyet behandling
Regionshospitalet Horsens har samtidig fået grønt lys til at åbne yderligere et operationsleje for netop at kunne øge volumen. I første omgang vil HUGO-robotten blive brugt til de mindre komplicerede brokoperationer for så at overgå til de større og mere komplicerede i løbet af nogle måneder.
- Vi ser meget frem til at kunne tilbyde robotkirurgi til en gruppe af patienter, hvoraf mange i dag kun har mulighed for et ’åbent indgreb’. Det kommer til at gøre en stor forskel for patienterne ikke mindst i tiden efter operationen, fordi den nu kan gennemføres betydelig mere målrettet og dermed ødelægger mindre væv. Patienterne kan bl.a. blive mobiliseret tidligere og vil have brug for mindre smertestillende medicin, siger cheflæge Mehmet Öztoprak fra Kirurgi på Regionshospitalet Horsens.
- Udviklingen går i det hele taget i retning af mere skræddersyet behandling til den enkelte patient, og her giver robotteknologien nogle helt nye muligheder for os og patienterne.
Inden robotten tages i brug, har operationsteamet bestående af operationssygeplejersker og kirurger gennemgået et uddannelsesforløb og opnået certificering ved Trænings- og Innovationsakademiet Orsi i Gent, Belgien. Kirurger, operationssygeplejersker, anæstesilæge- og sygeplejerske samt afdelingens operationstekniker har også gennemført simulationstræning og indhentet erfaringer fra andre hospitaler, der allerede har robotten i brug.
Det er første gang, HUGO-robotten kommer i drift i Region Midtjylland. Den bruges i dag på bl.a. Rigshospitalet og Hvidovre Hospital.



Kontakt
Mehmet Öztoprak
Cheflæge
Kirurgi
Tlf. 7842 6228
mehmoezt@rm.dk