26.03.2026

Foto: Regionshospitalet Horsens. På billedet ses Carsten Stengaard, cheflæge fra Hjertesygdomme.

Transporten af hjertepatienter foregår mellem regionshospitalerne og Aarhus Universitetshospital i en sygetransport med overvågning (ST-O) i stedet for i en ambulance. Ordningen frigiver ambulancer til mere akutte og hastende opgaver. Samtidig kan den give patienterne kortere ventetid. 

Retningslinjen trådte i kraft 1. december 2025, og den forventes at omfatte op til 800 patienter om året. Den er lavet i samarbejde mellem Præhospitalet og regionens hjerteafdelinger – herunder især Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens – med cheflæge Carsten Stengaard fra Hjertesygdomme som bannerfører og initiativtager. 

Ifølge Carsten handler ændringen først og fremmest om at bruge sundhedsvæsenets ressourcer mere hensigtsmæssigt – uden at gå på kompromis med patientsikkerheden: 

Det er ren logistisk forbedring. Vi bruger en transportform, der er fuldt patientsikker for de fleste hjertepatienter, men som samtidig er lettere at få fat på og ikke tager ambulancer ud af beredskabet

Det gør det muligt at bruge ambulancerne til flere andre opgaver, hvor de kan gøre en forskel.  

- De akutte patienter har ofte brug for at få tilsendt en ambulance. Med den nye retningslinje vil de derfor i nogle tilfælde hurtigere kunne få den rigtige hjælp – uden at vi går på kompromis med patientsikkerheden for hjertepatienterne, siger Tina Arentzen Bjerre, som er vagtcentralchef i Region Midtjyllands AMK-vagtcentral, der hører under Præhospitalet. 

Også på hjerteafdelingerne har den nye retningslinje allerede givet forbedring. 

- Den nye transportform taler også positivt ind i arbejdsmiljøet på hjerteafdelingerne. Det faktum, at man får en hurtigere transport en stor fordel. En sygetransport kan desuden ikke blive omdisponeret til mere hastende opgaver, siger Carsten Steengaard.  

I arbejdet har Carsten haft et tæt samarbejde med Andi Eie Albertsen, der er ledende overlæge i hjertesygdomme på Regionshospitalet Viborg, og Jacob Thorsted Sørensen, der er cheflæge i hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital. Begge har været involveret i etableringen af retningslinjen. 

Mange transporter mellem hospitaler

Baggrunden er den måde, hjertesygdom behandles på i regionen. Nogle avancerede undersøgelser og behandlinger foregår på Aarhus Universitetshospital, mens patienterne ellers behandles på regionens øvrige hospitaler. 

Det betyder, at der hvert år er et stort antal transporter mellem hospitalerne. 

Tidligere blev disse transporter ofte kørt i ambulance – også selv om patienterne var stabile. 

– Der er mange transporter til og fra Aarhus Universitetshospital. Det var en stor opgave for ambulanceberedskabet, og det betød også, at ambulancepersonalet nogle gange skulle afslutte en travl (natte)vagt med en planlagt transport mellem regionens hospitaler, fortsætter Carsten. 

Sygetransport af hjertepatienter 1 (2).png

Foto: Præhospitalet

Overvågning under transport

En af årsagerne til, at hjertepatienter tidligere blev kørt i ambulance, er behovet for at kunne overvåge hjertets rytme under transporten. 

Derfor er sygetransporterne i den nye ordning udstyret med hjertemonitor og bemandet af to sygetransportreddere, der har fået kursus i at måle og overvåge patienternes tilstand under kørslen og reagere, hvis der opstår problemer. 

– Hjertepatienter er normalt overvåget fra det øjeblik, de kommer ind på hospitalet, til de er stabile. Den overvågning kan vi nu også have under transporten i en sygetransport, siger Carsten. 

Samtidig kan redderne tilkalde hjælp eller konferere med en læge, hvis der opstår behov.  

Hurtigere transport for patienterne

For hjerteafdelingerne kan den nye transportform også betyde, at patienterne hurtigere kommer videre i deres behandlingsforløb. 

– Man kunne godt risikere at vente mange timer på en ambulance. Sygetransporterne er typisk fremme inden for 20-30 minutter. Så for os på afdelingerne betyder det, at transporten ofte kan ske langt hurtigere, hvilket er en effektivisering, siger Carsten Stengaard. 

Aflaster ambulanceberedskabet

Selv om ændringen kun berører en mindre del af de samlede ambulancetransporter i regionen, kan den gøre en forskel – især for beredskabet.  

Planlagte transporter mellem hospitaler fyldte nemlig relativt meget i de sene timer af ambulancernes vagter. 

Siden implementeringen af den nye retningslinje er der sket en markant stigning i Præhospitalets kørsler med ST-O. Fra 79 i november til 115 i december 2025, som fortsætter ind i januar 2026. Samtidig er antallet af C-kørsler faldet. Det er ambulancekørsler med laveste hastegrad, hvoraf en del er kørsler mellem hospitaler.  

– Det viser, at vi er lykkes med at løse de samme opgaver på en smartere måde og med de rigtige ressourcer. Til gavn for især patienterne, men også sundhedsvæsnet, siger Tina Arentzen Bjerre.  

 

 

– Jeg synes, det er en smuk løsning, og jeg kan sagtens se for mig, at man kunne gøre det med andre specialer også. Det er et godt eksempel på, at man nogle gange kan tænke tingene lidt anderledes og klogt og finde en løsning, der fungerer bedre for alle - både patienter og det sygeplejefaglige personale, siger Carsten Steengaard. 

Carsten Stengaard

Cheflæge, Hjertesygdomme
Mobil 5122 1434
casten@onerm.dk