Hospitalet som arbejdsplads
Regionshospitalet Horsens er en spændende og innovativ arbejdsplads, der tager udgangspunkt i den enkelte medarbejder.

Vi arbejder med kloge valg
På Regionshospitalet Horsens arbejder vi på at blive Vælg Klogt-ambassade. Det betyder, at vi gennem tværfagligt samarbejde øver os i at identificere unødvendige undersøgelser og behandlinger, som ikke giver værdi for patienterne, og som derfor med fordeles kan vælges fra.
Flere hundrede af hospitalets medarbejdere er i gang med at blive inddraget i arbejdet med de faglige fravalg bl.a. gennem workshops, som gennemføres i både 2025 og 2026, og gennem et opfølgende arbejde i de enkelte afdelinger.
Vores Vælg Klogt-indsats forløber i et tæt samarbejde med organisationen Vælg Klogt, som Danske Patienter og Lægevidenskabelige Selskaber står bag. Vælg Klogt bidrager til faglig prioritering i sundhedsvæsenet og arbejder for at skabe en kulturændring, hvor mere ikke er bedre.
Onboarding på hospitalet
På Regionshospitalet Horsens har vi iværksat et ensartet Onboarding-program for nye medarbejdere.
Det betyder, at du som ny medarbejder på hospitalet ikke bare bliver introduceret til din nye jobrolle. Vi sørger også for, at du hurtigt bliver en del af afdelingens sociale og faglige netværk, og at du får oplevelsen af selvstændigt at kunne håndtere dine opgaver og dermed blive en værdifuld del af et team.
Det er vigtigt for os at understøtte din udvikling løbende, og derfor er vi ved at indarbejde potentialesamtaler og mentorordninger som en del af Onboarding-programmet på tværs af hospitalet.
Et arbejdsliv i balance
Medarbejdervelfærd og -tilfredshed har høj prioritet på Regionshospitalet Horsens.
Derfor er der vedtaget forskellige politikker, som skal gøre det lettere for hospitalets medarbejdere at navigere i forskellige jobsituationer og som sikrer, at der er en plan i forhold til de forskellige problemstillinger, man som medarbejder kan møde. Der er blandt andet politikker om:
- Personalepolitik
- Sygefraværspolitik
- Trivsel- og stressforebyggelsespolitik
- Arbejdsmiljøpolitik
- Rygepolitik
Udover de ovennævnte politikker findes en række personalepolitikker, der gælder ansatte i hele Region Midtjylland.
Vi løser opgaven sammen
På Regionshospitalet Horsens er ’Sammen om opgaven’ et strategisk indsatsområde, hvor medarbejdere med forskellige fagligheder går sammen om at løse kerneopgaverne tæt på patienterne på fx et sengeafsnit.
Den fælles, tværprofessionelle opgaveløsning er med til at sikre fagligt gode patientforløb af høj kvalitet, og at medarbejdere med forskellige kompetencer får mulighed for at sætte deres faglighed i spil i lige præcis de sammenhænge, hvor det giver mening.
Vi har ansat flere fysio- og ergoterapeuter, diætister, serviceassistenter, ernæringsassistenter samt forsyningsmedarbejdere til at indgå i den daglige opgaveløsning, og med hver sin faglighed byder de hver især ind på de opgaver, som de har kompetencerne til at løse.
Sammensætningen af fagprofiler er forskellig fra afsnit til afsnit, men altid med det formål at sikre sammenhæng og høj kvalitet i det enkelte patientforløb.
Fremtidens akuthospital
For at skabe fremtidens akuthospital gennemgår Regionshospitalet Horsens frem til 2025 en omfattende ud- og ombygning. Med byggeriet skaber vi optimale rammer til et stort og tidssvarende akuthospital, hvor patienterne ankommer og behandles døgnet rundt. Samtidig vil byggeriet skabe bedre fysiske og faglige rammer for vores mange medarbejdere.