Hospitalsbyggeriet Nye Nord begyndte i september 2016 og er det største af en række byggeprojekter, som gennemføres på Regionshospitalet Horsens.
Nye Nord stod færdig i november 2018 med 10.900 kvadratmeter fordelt på 5 nye operationsstuer, ny intensivafdeling, to etager med i alt 58 en-sengsstuer med eget toilet og bad, anretterkøkken og fælles opholdsstue, hvor patienter kan mødes og nyde deres mad.
Det nye byggeri tilbyder patienter, pårørende og personale mere tidssvarende rammer og gode ergonomiske forhold. Nye Nord blev indviet den 4. december 2018 og de første patienter, som var fra Kirurgisk Sengeafsnit, flyttede ind den 19. februar 2019. Herefter flyttede Sengeafsnit for Kvindesygdomme og Klinik for Kvindesygdomme ind den 22. og 23. februar, Intensiv og Opvågning flyttede den 12. marts og Operationsgangen flyttede den 19. marts. Disse og fremtidige flytninger er en del af en større rokadeplan.
Når Nye Nord er i fuld drift starter renoveringen af højhuset og anden etape af udvidelsen af Akutdelingen.







