15.05.25
Fra venstre radiograf Leise Uldahl, som er en af hospitalets to FLS-koordinatorer i Røntgen og Skanning, og speciallæge Gitte Bloch Rasmussen fra Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme i Medicinsk Afdeling.
Regionshospitalet Horsens indførte i september 2022 det såkaldte FLS-program, så patienter over 50 år systematisk tilbydes en skanning og undersøgelse for knogleskørhed efter et såkaldt lavenergibrud. Det kan være et brud i en arm eller en fod.
Siden har hospitalet skannet ca. 800 patienter, hvoraf 37% viste sig at have knogleskørhed (osteoporose), mens ca. 50% havde forstadier til sygdommen i form af osteopeni. De har nu fået muligheden for at komme i behandling.
- Knogleskørhed er en folkesygdom, som mange ikke selv ved, at de har. Ved at tilbyde en skanning efter såkaldte lavenergibrud kan vi finde frem til en god del af de patienter og give dem muligheden for at komme i behandling samt forebygge, at der både sker forværring af sygdommen og yderligere brud, fortæller speciallæge Gitte Bloch Rasmussen Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme i Medicinsk Afdeling, Regionshospitalet Horsens.
FLS på Regionshospitalet Horsens
På Regionshospitalet Horsens varetages FLS-indsatsen (Fracture Liaison Service) i et tværfagligt samarbejde mellem Skadestuen, Røntgen og Skanning og Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme i Medicinsk Afdeling.
Det er hospitalets to FLS-koordinatorer, som står for at indkalde patienter over 50 år og med et lavenergibrud til en skanning på hospitalet. Patienter over 65 år med lavenergibrud i hoften indgår i et andet tilbud, som varetages af hospitalets geriatriske team.
Hvis DEXA-skanningen ser normal ud, så sender Røntgen og Skanning et svar til patienten i e-boks, og patienten afsluttes. Viser skanningen forstadier til knogleskørhed, så sender Røntgen og Skanning svar til patienten i e-boks med opfordring til knoglevenlig livsstil samt en plan for kontrolskanning. Knoglevenlig livsstil handler det om at få et tilskud af kalk og D-vitamin, dyrke vægtbærende motion, mindske sit alkoholforbrug og undgå rygning.
Og hvis skanningen viser osteoporose, så sender Røntgen og Skanning resultatet fra DEXA-skanningen til Medicinsk Klinik, som udarbejder en behandlingsplan og sender til egen læge og til patienten. Har patienten betydende osteoporose, tilbydes knogleopbyggende behandling på hospitalet.
-Vi oplever, at patienterne er meget glade for tiltaget, og at de rigtig gerne vil undersøges for knogleskørhed. Det er vigtigt, at vi opdager sygdommen så tidligt som muligt, så vi kan medvirke til at reducere antallet af fremtidige brud, og i dag findes der gode behandlingsmuligheder, siger radiograf Leise Uldahl, som er en af hospitalets FLS-koordinatorer.
FLS-konceptet er i dag indført på alle hospitaler i Region Midtjylland. De fem hospitalsenheder har tilsammen skannet knap 3400 patienter siden opstarten af FLS-konceptet med de første hospitaler i 2022.
Fakta om FLS
- FLS (Fracture Liaison Service) er et tilbud, der sikrer systematisk opsporing af knogleskørhed blandt patienter med knoglebrud.
- Konceptet er bygget op omkring en FLS-koordinator, som sikrer, at patienter tilbydes DEXA-skanning og opfølgning efter såkaldte lavenergibrud.
- Ved skanningen undersøges patientens knoglemineraltæthed for at vurdere, om patienten har knogleskørhed (osteoporose) eller forstadier dertil (osteopeni).
- Har patienten osteoporose eller osteopeni tilbydes patienten behandling eller rådgivning om forebyggelse.
Fakta om knogleskørhed
- Knogleskørhed (osteoporose) er en folkesygdom. 700.000 danskere skønnes at være ramt – men kun 200.000 har fået diagnosen.
- Knogleskørhed (osteoporose) betyder, at knoglemassen og dermed knoglestyrken er nedsat i en grad, så det øger risikoen for knoglebrud.
- Forstadier til osteoporose kaldes osteopeni.
- Hver 3. kvinde og hver 6. mand over 50 år får osteoporose.
- Osteoporose fører hvert år til mere end 43.000 knoglebrud. Danmark har europæisk rekord i hoftebrud med 10.000 hoftebrud årligt med 30 procent dødelighed inden for det første år.
- Osteoporose er en kronisk sygdom, men du kan selv gøre en del for at forebygge eller forsinke sygdommens udvikling:
- Få tilstrækkeligt calcium og D-vitamin
- Dyrk vægtbærende og muskelstyrkende motion
- Undgå rygning
- Begræns alkoholforbruget
(Kilde: Osteoporoseforeningen)
Kontakt
Louise Duedahl
Chefradiograf, Røntgen og Skanning
Tlf. 7842 5852
louidued@rm.dk