17.12.2025

TV2 bragte 17. december et dokumentarprogram om en familie, som søger svar på spørgsmål ifm. et forløb på Fertilitetsklinikken Brædstrup fra 2002.
Klinikken hørte dengang til Vejle Amt og overgik i 2007 til Regionshospitalet Horsens.
TV2 omtaler dokumentarprogrammet således: En DNA-test afslører, at Søren ikke er far til sine voksne tvillinger. Men drengene er blevet til på en fertilitetsklinik. Familien Nissen forsøger at få svar på, hvad der gik galt dengang. Hvem er tvillingernes biologiske far – og hvad er der sket med Sørens sæd?
Fra hospitalets side har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at hjælpe familien med at få klarhed over deres forløb. Men trods en grundig undersøgelse af sagen har det ikke været muligt at konkludere, hvad der er sket, eller at indsnævre kredsen af mulige biologiske fædre.
- Vi er dybt berørte af den oplevelse, familien har haft, og forstår deres behov for svar. Men da det ikke har været muligt at konkludere, hvad der er sket for 23 år siden, bevirker juridiske og etiske grunde, at vi desværre ikke har kunnet hjælpe familien videre i deres søgen efter svar, siger lægefaglig direktør Kim Houlind fra Regionshospitalet Horsens.
Patienters ret til fortrolighed
Hensynet til de øvrige patienter, som var i behandling på Fertilitetsklinikken i Brædstrup samtidigt med familien i 2002, og deres ret til fortrolighed omkring deres forløb, har været af afgørende betydning.
- Det er et svært etisk dilemma. Men inden for lovens rammer har vi ikke kunnet tilsidesætte tavshedspligten, kontakte tidligere patienter og anmode om DNA-test, da de etiske hensyn vejer tungt. Sådan en henvendelse kan jo påtvinge familier viden med potentielt livsændrende konsekvenser, uden at familierne har ønsket det, siger Kim Houlind.
- På familiens vegne er vi glade for, at det er lykkedes dem at finde nogle svar samtidig med, at vi igennem hele forløbet har opretholdt de øvrige patienters ret til fortrolighed.
Fertilitetsbehandlingen er ifølge den undersøgelse, hospitalet har fået lavet, udviklet markant siden 2002 med standardiserede arbejdsgange, kvalitetssikringssystemer, ekstern akkreditering og nye teknologier. Det gør risikoen for lignende hændelser i 2025 særdeles lav.
Regionshospitalet Horsens har ikke kendskab til andre forløb med samme udfald som det, der følges i dokumentarudsendelsen.
Kontakt
Anette Bäckström
Chefsygeplejerske
Kirurgi samt Kvindesygdomme og Fødsler
Mobil 25116303
Anettlur@rm.dk
Mette Vestergaard Rasmussen
Kommunikationschef
Tlf. 2381 8614
metvesra@rm.dk