KBU-stillinger
På Regionshospitalet Horsens er det muligt at få første KBU-ansættelse på akutafdelingen, Hjertesygdomme og Kirurgi.
Anden ansættelse foregår i almen praksis.
Vi opretter stillingsnumre svarende til 16% af den andel KBU-lægerne, der tildeles Region Midt.
Hjertesygdomme og Kirurgi tildeles hver især 4 årsværk svt. 8 KBU-ansættelser af 6 måneders varighed. Akutafdelingen tildeles øvrige KBU-ansættelser - læs mere her: Rammer og retningslinjer KBU VUR Nord 2019.pdf
Læs om afdelingernes svar på spørgsmål fra Dagens Medicin i Regionshospitalet Horsens
Læs mere her:
I Klinisk basisuddannelse for læger (KBU’en) bruger lægen den opnåede viden fra lægeuddannelsen på universitetet. Efter afsluttet og godkendt KBU kan lægen søge om tilladelse til selvstændigt virke, som der skal være opnået før det efterfølgende introduktionsforløb i speciallægeuddannelsen kan blive godkendt.
Målbeskrivelse:
Bekendtgørelse:
Vejledninger:
Akutafdelingen
Om at være KBU på Akutafdelingen, Regionshospital Horsens
Som ny KBU-læge starter man med et 2-dages intro-program, der er fælles for alle nye ansatte med introduktion til sygehuset, herunder introduktion til EPJ. Herefter er der 4 dages afdelingsspecifik introduktion, hvor læger, sygeplejersker og sekretærer underviser i typiske sygdomme man møder i akutafdelingen, vagtarbejde, journalføring og meget mere. Her hører rundvisning på hele afdelingen med.
Efter et grundigt intro-program er man klædt på til at deltage i det daglige arbejde; de første par dage som følgevagt med en mere erfaren KBU-læge. KBU-lægerne går typisk i forvagtslaget, hvor man ofte er den første læge, patienten møder på sygehuset, og alle patienter konfereres med en mellem- eller bagvagt. KBU-lægerne optager journaler og udarbejder senere i forløbet 4-timers planer, samt går stuegang.
I Akutafdelingen møder man en bred vifte af sygdomme inden for alle specialer. Udover dette dækker KBU-lægerne - i samarbejde med Ortopædkirurgiske speciallæger - Skadestuen, hvor der er rig mulighed for at se Ortopædkirurgiske patienter. Man er som forvagt desuden en del af medicinske kald, hjertestopholdet og traumekald.
Afdelingen er delt ind i 2 zoner, i hver zone sidder der en bagvagt, en mellemvagt og en forvagt i dagstid. Om natten er der ligeledes en forvagt, mellemvagt og bagvagt fysisk til stede. Man er således aldrig alene som forvagt. En typisk hverdag starter med morgenkonferencen, herefter undervisning i en halv time, hvorpå der er tavlemåde og planlægning af dagens arbejde.
Der er rig mulighed for at lægge ultralydsvejledte PVK og A-gas og - ved interesse - lave bedside fokuseret ultralyd. Der tilbydes online oplæring i sidstnævnte, samt relevant supervision.
Man får tilknyttet en hovedvejleder, som man afholder minimum 3 samtaler med: Introduktions-, justerings- og slutsamtale. De mere erfarne kolleger er altid villige til at komme med feedback og hjælpe én, hvis man står i svære situationer i det daglige arbejde. Desuden skal der under opholdet udfyldes kompetencevurderingsskemaer, hvor KBU-lægen får mere formaliseret feedback. Afdelingen afholder halvårligt invers feedback, hvor yngre kolleger giver feedback til mellem- og bagvagters supervision.
Socialudvalget blandt de yngre læger planlægger og inviterer til arrangementer, som bouldering, paddle tennis eller fællesspisning.
Læs mere i Uddannelsesprogrammet
Afdeling for hjertesygdomme
At være KBU i Afdeling for hjertesygdomme
Som KBU-læge på Afdeling for hjertesygdomme får man et solidt udgangspunkt for sit lægevirke.
Man er på Afdeling for hjertesygdomme, hvor man træner sine evner for en grundig og effektiv journaloptagelse og objektiv undersøgelse. Der er gode muligheder for supervision af den vagthavende mellemvagt. Sammen med mellemvagten televisiterer man patienter med ondt i brystet, mens de er under akut transport og vurderer, om de kan have gavn af at blive modtaget i kardiologisk regi.
Ud over sengeafsnittet, hvor man har mulighed til at få erfaring med et vidt spekter af sygdomme (hjertepatienter fejler mange andre medicinske sygdomme), procedurer (f.eks. DC-konvertering) og trænet sin lægerolle som professionel, kommunikator og samarbejder, har man som KBU også mulighed for at skaffe sig erfaring med ambulant opfølgning. I hjertemedicinsk ambulatorium kan man blandt andet være med til at følge op på patienter efter et hjerteinfarkt. Her trænes også de kommunikative evner med patienter og deres pårørende.
Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har haft en helt vild udvikling i Horsens, og at denne start på lægelivet passede mig helt perfekt, da jeg ingen vikariat-stillinger havde, inden start. Man starter blødt med god backup, og efterhånden som man er rustet til at påtage sig mere og mere ansvar, og viser det aktivt, kan man på afdeling for hjertesygdomme, også som KBU-læge, blive ret komfortabel i lægekitlen.
Link til uddannelsesprogram afventes
Kirurgisk Afdeling
At være KBU i Kirurgi v. Rikke Søgaard Kristensen, KBU-læge 1.8.2019 – 31.1.2020.
KBU-forløbet på Kirurgisk Afdeling varer 6 mdr. Der er altid fire KBU-læger på afdelingen, der starter to-og-to med tre måneders mellemrum, således at der overlappes med to KBU-læger, der er startet tre måneder tidligere. De første 2-3 uger består i introduktion; først fælles sygehusintroduktion, derefter fælles introduktion med andre nystartede KBU-læger fra Akutafdelingen og sidst nogle dage, hvor man ifølge med en anden læge introduceres til de forskellige funktioner på afdelingen.
De første to måneder af forløbet arbejder KBU-læger udelukkende hverdage i dagtid. Herefter påbegyndes dagvagter i weekenden og tre måneder inde i forløbet dækker man på lige fod med afdelingens øvrige mellemvagter aften-nattevagter (17t). Der er gennemsnitligt tale om ca. 2 aften-nattevagter og 2 weekend-dagvagter i måneden.
Som KBU-læge varetager man forskellige funktioner i afdelingen; kirurgisk mellemvagt, stuegang, ambulatorie samt operationsassistent. Som kirurgisk mellemvagt tilser man dels akutte kirurgiske patienter i Akutafdelingen i samarbejde med bagvagten, dels varetager man bl.a. åbne indlæggelser og andre akutte problemstillinger på sengeafdelingen samt assisterer ved operationer ved behov. Har man kirurgisk interesse er der også mulighed for oplæring i mindre indgreb og procedurer.
Man vil både i akutafdelingen og på sengeafsnittet blive præsenteret for en bred vifte af problemstillinger – både akutte og kroniske. I ambulatoriet ses primært patienter med hernie- og galdeproblematikker. Der er altid en senior læge til stede på samme afsnit, så der er rig mulighed for at kunne konferere patienter og få supervision.
Der er generelt på afdelingen en tillid til, at man som nyuddannet læge kan varetage betroede opgaver, men samtidig er der stor forståelse for, at en KBU-læge har sine begrænsninger. Man bliver derfor altid mødt åbent, når man søger råd og vejledning, og man har særligt i vagtfunktionen et tæt samarbejde med sin bagvagt. Derudover er der et tæt samarbejde og sparring med sygeplejersker og andre faggrupper på de forskellige afsnit.
Der er mulighed for at deltage i undervisning både på afdelings- og hospitalsniveau. Desuden involveres KBU-lægerne i undervisning både på morgenkonference og ved undervisning af studerende.
Afdelingen havde sine første KBU-læger Februar 2019, og KBU-forløbene bliver løbende tilpasset efter feedback og ønsker fra afdelingens KBU-læger. Uddannelsesteamet er engageret og sætter KBU-lægernes ve og vel højt, og sikrer et godt arbejdsmiljø med tilstrækkelig hensyntagen til uddannelsesniveauet.
Læs mere her: Uddannelsesprogram