Hvorfor innovere?

Sundhedsvæsnet i Danmark er i konstant forandring – både på grund af politik, ændringer i befolkningssammensætningen, forskning, udvikling af nye teknologier og meget mere. Aktuelt er ændringer i befolkningens sammensætning med flere ældre og flere kronikere og multisyge i kombination med rekrutteringsudfordringer, med til at sætte sundhedsvæsnet under pres. Et pres som kræver forandringer og nytænkning.

Selvom vi som hospital drifter 24/7, så er vi også i konstant udvikling. Mens vi drifter bliver vi hele tiden klogere, når vi identificerer udfordringer og ser muligheder. Derfor spiller "udvikling" en rolle for, hvordan vi fremadrettet kan forblive en aktør, der leverer kvalitet i sundhedsvæsnet.

Regionshospitalet Horsens har i januar 2023 lanceret en ny hospitalsstrategi, som sætter retningen for, hvad der er vigtigt for os i fremtiden. Retninger som er sat, og sporene som er udformet, danner rammen for alt det vi forandrer, nytænker og innoverer.

Hvad er innovation hos os?

Innovation handler om udvikling og nytænkning, akkurat som forbedringsarbejde gør. Vi behøver ikke være så optaget af, hvor skillelinjen går mellem innovation og forbedring. Det handler om at understøtte gode forandringer.

Når man taler om innovation, vil nogle i første omgang tænke på "Big data" og teknologier som kunstig intelligens (AI), Internet of things (IOT), Virtual Reality (VR) osv. Innovation for os – på Regionshospitalet Horsens - handler først om fremmest om den menneskelige del, som fokuserer på patient, pårørende og medarbejdere. Vi skal sikre os, at de menneskelige behov og udfordringer er i centrum, når vi kigger på nye løsninger.

Og innovation kan handle om mange ting – nytænkning af processer, services eller produkter. Og det kan strække sig fra hverdagsinnovation (det inkrementelle) til det radikale og det disruptive. Vi bevæger os for det meste i hverdagsinnovationen og snuser engang imellem til radikale forandringer. Ofte vil man kunne se, at mange mindre forandringer kan lede til radikale forandringer med tiden.