Sikkert Flow

Baggrund

I 2022 fik ca. 3.700 patienter gennemført en akut operation her på hospitalet. På hverdage efter kl. 20.30 samt i weekenden efter kl. 14.30 skal de skærende speciale dele et akut leje på den centrale operationsgang. Det betyder, at det kan være svært at prioritere imellem de akutte patienter, som skal opereres i vagten. Vi oplevede, at der var uenighed imellem specialerne omkring hvilke patienter der skulle opereres først. Ofte førte det til en drøftelse der var baseret på en subjektiv holdning i stedet for en faglig patientsikker indikation.

Formål

Vi ønskede at skabe et fælles sprog omkring prioritering af de akutte operationer på tværs af de skærende specialer. Formålet var at sikre rettidighed operation samt effektiv kapacitets- og ressource udnyttelse. Værktøjet der er blevet udviklet hedder "akut hasteklassifikation".

Sammen om opgaven

Baggrund

Varetagelsen af patientopgaverne i sengeafsnittene er under voldsomt pres som følge af en kombination af mange akutte patienter og vedvarende vakancer på plejeområdet. En måde at afhjælpe noget af presset er i højere grad at lade andre tværprofessionelle blive en del af løsningen af kerneopgaverne hos patienterne. Det handler om, at vi som en samlet medarbejdergruppe er SAMMEN OM OPGAVEN.

Formål

At sikre et godt og sammenhængende patientforløb, hvor vi samarbejder tværprofessionelt omkring patientforløbet, så der er høj faglighed, kvalitet og sikkerhed for både den enkelte patient og medarbejderne. Vi arbejder sammen teambaseret omkring patientopgaverne. Vi samskaber med vores forskellige kompetencer.

  • At skabe en bæredygtig organisering af patientopgaverne med anvendelse af
    tværprofessionel faglig ekspertise.
  • At der arbejdes tværprofessionelt med kerneopgaverne i patientforløbet ud fra de forskellige relevante faglige kompetencer.

"Sammen om opgaven" indebærer en nytænkning af, hvordan vi som hospital løser vores kerneopgave, og hvordan vi strukturerer vores processer omkring patienten. Man kan karakterisere løsningen, som procesinnovation.

Virtuel Reality

Baggrund og formål – for børnene

Det er aldrig sjovt for børn at komme på hospitalet, og mange kan opleve angst, være bange eller blive kede af det. Dette kan udfordre udførelsen af forskellige procedurer, såsom at ligge drop, stikke m.v. I Akutafdelingen, Dagkirurgien, Ortopædkirurgisk klinik og den Centrale Operationsgang har man indført VR-briller, med virtuelle spil, som kan aflede og underholde børnene under procedurer. Fx har alle kollegaer på akutafdelingen prøvet spillene, så man kan guide, aflede og skabe en relation til barnet - VR-brillerne bruges derfor også til at skabe tryghed og godt samarbejde.

Baggrund og formål – for personale

Der er et ønske og et behov for at gøre så mange som mulige medarbejdere trygge i hjertestop. Det er vanskeligt at få erfarne medarbejdere til at lære fra sig pga. tid/ressourcer, og det er vigtigt at vedligeholdelsen af kompetencen kan være fleksibel og ske, når der er behov og rum for læring. VR-billerne kan supplere e-læring og hands-on undervisning i håndtering af et hjertestop. Scenarierne i den virtuelle verden er bygget op omkring en almindelig hverdag, hvor der opstår et alarmkald og medarbejdere skal skynde sig hen til patientens sengestue.

Løsningen er udviklet i et samarbejde med VIA University College i Horsens.