Om Tværspor

Forskningsprogrammet har til formål at opnå større viden om årsager til uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser med henblik på at målrette den tværsektorielle indsats og styrke det tværsektorielle samarbejde herunder at beskrive det sammenhængende patientforløb på tværs af sektorer.

Forebyggelige indlæggelser og genindlæggelser er forbundet med både personlige og samfundsmæssige omkostninger, som potentielt kunne have været forebygget ved en forbedret indsats i primær- og/eller sekundærsektoren.

Ældre patienter og patienter med kroniske eller psykiatriske lidelser har været identificeret som grupper i risiko for forebyggelige akutte indlæggelser. Ensidig fokusering på interventioner relateret til bestemte grupper baseret på diagnose eller alder ser dog ikke ud til at bidrage væsentlig til en reduktion af akutte indlæggelser, og der er således brug for en bredere tilgang til området. 

For at identificere relevante indsatser til forebyggelse af akutte indlæggelser og til at skabe mere sammenhæng i patientforløb på tværs, er der brug for større indblik i tværsektorielle forbrugsmønstre og forløb. Vi mangler desuden fortsat viden om og redskaber til at kunne vurdere den enkelte patients risiko for akutte indlæggelser og til at tilbyde den mest effektive indsats på tværs af sektorerne.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Forskningskohorte

Projektet baseres på en tværsektoriel populationsbaseret forskningskohorte som inkluderer alle voksne borgere (+18 år) i Horsensklyngen. 

Den populationsbaserede forskningskohorte vil kunne understøtte det tværsektorielle samarbejde med udvikling af bedre patientforløb baseret på data.

Organisering

Forskningsprogrammet er baseret på et tæt samarbejde mellem kommune, almen praksis og hospital med fokus på både forskning og innovation, som skal sikre, at den frembragte viden omsættes og implementeres løbende og dermed får en direkte effekt på praksis.

TVÆRSPOR er skabt i et samarbejde mellem Odder, Hedensted, Skanderborg og Horsens kommuner, Aarhus Universitet, VIA University College, MedTech Innovation Consortium, Region Midtjylland, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Horsens, som er lead på programmet.

Forskningsprojektet forvaltes af en tværsektoriel styregruppe med repræsentanter fra både hospitaler, kommuner, almen praksis, regionen og universitetet.

Brug af data

Forskningskohorten giver almen praksis, kommunerne og hospitalet mulighed for at få belyst spørgsmål både i relation til egne og tværgående problemstillinger.

Forsknings- og analyseprojekter, som ønsker at indgå et samarbejde med TVÆRSPOR-styregruppen og få adgang til TVÆRSPORs data mhp. at generere viden og løsninger indenfor TVÆRSPORs formål, skal henvende sig til TVÆRSPORs forskningsleder eller datakonsulent i Forskningsenheden.

Læs mere